Udforsk Jernhattens mangfoldige dyreliv under vand
På med maske og snorkel og oplev det spændende liv ud for østkysten.

Ud for Jernhatten nord for Ebeltoft er der stenrev med et rigt liv af alger, smådyr og fisk, som man kan opleve med maske og snorkel
Østkysten kan på mange måder være barsk, men ud for Jernhatten har strømmen og vinden skabt en lille oase med fine rev og et mylder af liv.
De forhold har gjort det til et yndet område for dykkere. Der er dog ikke behov for iltflaske for at opleve biodiversiteten og den farverige verden under vandet.
Hen over sommeren kan man nemlig komme med Nationalpark Mols Bjerges guider på et snorkeldyk ved Jernhatten, og ifølge guiderne er det et af de bedste steder at snorkle i nationalparken.
Oase under vandet
Jernhatten er et bakkeparti med så enestående natur, at stedet er med i Danmarks naturkanon.
Ud for Jernhatten, i havet, har de særlige strømforhold skabt et rigt liv af tangplanter og dyreliv. Der bliver hurtigt dybt, og der er fisk som havørred, torsk og hornfisk. Nogle gange kan man ligeledes se marsvin og sæl ved kysten.
150 meter ud fra kysten ligger kampestenen Blak. På snorkelturen svømmer man ud til stenen, der ved lavvande stikker op over havoverfladen.
Dragter, maske, snorkel og svømmefødder kan lånes, så alle kan være med på snorkelturen – bare man kan svømme. Børn skal være sammen med en voksen.
Nationalpark Mols Bjerge oplyser, at man naturligvis tager alle forholdsregler for at forhindre smitte med coronavirus, så man trygt kan deltage og låne udstyr.