Præsteklumme: Jeg har fået kærligheden til fodbold tilbage
Nu ved jeg jo godt, at det ikke er en fodbold-klumme, jeg skriver her i Lokalavisen, men jeg føler nu alligevel et behov for at følge op på det jeg sidst skrev, da jeg havde pladsen her i avisen at boltre mig på.
For læseren, der ikke har mit sidste indlæg printet på nethinden, kan jeg kort resumere: Jeg skrev, at fodbold havde mistet sin værdi for mig. At jeg ikke elskede spillet mere, simpelthen at jeg fandt det kedsommeligt.
Jeg analyserede mig frem til, at det havde noget at gøre med, at virkeligheden og fodbolden var blevet koblet fra hinanden. At fodbold ligesom det meste andet, der betyder noget for os (for eksempel kirken og gudstjenestelivet), kun faktisk betyder noget, når det er forankret i det levende fællesskab, kulturen og det virkelige levede liv.
Her efter en måned i EM-boblen, kan jeg konstatere, at fodbold pludselig blev virkeligt igen. Fodbold og livet blev til én ting. Alle der så fodbold 12. juni for en måned siden, fik så stor en forskrækkelse, at alt andet omkring dem blev fjernt og slørret. Dem der så Christian Eriksen falde om, tror jeg aldrig vil glemme de billeder. De har brændt sig fast. Jeg husker den magtesløshed, jeg følte i kroppen, hvordan alle kræfter blev suget ud af mig, hvordan mine ben gyngede under mig, og jeg blev tør i munden.
Jeg troede, han var død. Og det var han også kortvarigt, indtil hans holdkammerater og holdlægerne vækkede ham til live igen. Den heltegerning vi så der på banen og den efterfølgende opbakning fra hele landet og faktisk hele verden, viste mig på en eller anden måde, at der er håb for os. Tænker jeg tilbage på EM nu, er præstationerne og den efterfølgende fantastiske genoprejsning selvfølgelig enormt imponerende og mindeværdige, men lysende klart er det, der står i hukommelsen: Empatien, kærligheden, selvtilsidesættelsen. Tilbage står erkendelsen, at det virkelig liv og fodbolden ikke er adskilte størrelser. Tilbage står et ideal for hvem vi mennesker kan være for hinanden. Et ideal for, hvordan vi vil gøre for vores medmenneske. Et ideal der lyser så tydeligt og brænder sig fast i vores sind: Sammenhold og fællesskab. Sådan kan vi være for hinanden. At se et helt land samle sig med empati om en falden mand, og dernæst se en hel verden gøre det samme – viser mig, hvor stort medmenneskeligt potentiale, der er i os, og hvor vigtige fællesskaberne er i det liv, vi lever.
Kærligheden til spillet er tilbage!