Torvehallen begejstrer
Chola - te con te rykkede ind i maj og er blevet vel modtaget.
Den nyrestaurerede Torvehallen på Klostervej 1 i Ry stod 1. maj klar til at modtage gæster.
Mia Runitz rykkede efter syv år på adressen Klostervej 20 over i hallen og tilførte sin butik Chola med boliviansk strikkehåndværk en tesalon, så stedet nu hedder ’Chola - te con te.’
Godt vant med god te
»Folk i Ry er godt vant med te, de drikker meget god te her i området,« fortæller Mia, da UgeBladet Skanderborg lige kigger forbi på en lørdag i juli.
»Og den te, vi serverer her, kommer fra en ordentlig produktion, hvor folk får en god løn og er omfattet af fairtrade og er økologisk,« siger hun.
Attraktion
Torvehallen er i øvrigt blevet genstand for mange begejstrede blikke fra turisterne, fortæller Mia Runitz.
»De kigger ind og er ellevilde med denne hal. Der bliver taget mange billeder.«
Mia Runitz har en stærk tilknytning til Bolivia, hvor hun har arbejdet med de stolte højlandskvinder, der producerer de smukke strikvarer, som findes på hylderne.
Hun har tidligere givet udtryk for den glæde, som hun har fundet lokalt i Ry efter mange rejser i verden.
»Jeg elsker, hvordan vi alle kender hinanden og hilser på hinanden.«