Tabte licitation men vandt prisen som bedste busselskab
Bittersød sejr for De Grønne Busser med hovedkontor i Hinnerup.

De Grønne Busser fik 1. juni besked om, at selskabet var blevet kåret som det bedste busselskab i 2019-2020 i Midttrafik. Det var tredje år i træk, og det vakte naturligvis stolthed og glæde hos både ejere og personale.
Sejrens sødme smagte dog lidt bittert, idet man et halvt år forinden havde mistet de to store Ruter 118 og 918X i en licitationsrunde.
»Vi stod med en sejr og et stort cadeau til vores personale, men det var svært at være helt glad,« fortæller Kim Nielsen, der sammen med sin bror Per driver De Grønne Busser, der har hovedsæde i Hinnerup.
Snakker om tingene
Men først sejren. Kim Nielsen sender hurtigt æren videre til sit dygtige personale: 90 chauffører, to mekanikere og en værkstedsmand samt to administrative medarbejdere ud over brødrene selv.
»Hvis det ikke var for dem, ville vi aldrig blive kåret som det bedste busselskab. Det er deres service, deres måde at køre på, og deres rengøring af busserne.«
Han tror også, at ledelsesstilen spiller ind. Den bygger på tillid og nærvær, og man snakker om tingene. Der er nok heller ikke mange af de store busselskaber, hvor ejerne selv, som Kim og Per Nielsen gør, indimellem kører nogle af turene.
»Så kan vi sætte os ind i de problematikker, der opstår. Vi har altid sat en ære i den daglige dialog med personalet og spørger ind, hvis vi kan mærke, at én ikke er, som de plejer at være.«
Kim Nielsen kalder det selv for ’en gammeldags drevet forretning’.
»Vi går hverken op i at kåre Månedens medarbejder eller præsenterer plancher og statistikker. Vi snakker om tingene, og vores personale kan altid komme til os, hvis der er noget. Der skal også være plads til at sige sin mening, og måske bliver vi ikke enige, men så har holdningerne været på bordet, og luften er renset.«
Farvel til 26 chauffører
Licitationsresultatet betyder som nævnt, at De Grønne Busser mister rute 118 og 91X8. Også rute 112 er ude af billedet, idet den blev nedlagt inden sommerferien. Tilbage for De Grønne Busser er rute 114, 23 minibusser i Silkeborg, turistkørsel, dubleringskørsel på andre linjer i spidsbelastninger, uddannelsesafgange og enkeltture på et par linjer. Ændringerne træder i kraft 8. august.
Med overdragelsen af Rute 118 og 918X til et andet selskab, skal man sige farvel til 26 chauffører og en kørselsleder. Alle får tilbud om at komme med over i det nye selskab på samme vilkår som hos De Grønne Busser.
Kim Nielsen anerkender licitationsbetingelserne, men han ærgrer sig over at skulle give afkald på en god medarbejderstab, og han kan også frygte for den fremtidige service.
»Tendensen er at store udenlandske selskaber vil ind på markedet med priser, vi ikke kan hamle op med. Det er både udenlandske statsejede selskaber og kapitalfonde. Det vi var oppe imod her, var at vi blev underbudt med 150 og 207 kroner pr kørselstime.«
Det kommer til at gå ud over både chauffører og service, mener han, og det er ødelæggende for branchen i længden.
»Jo strammere du kører din forretning, jo større er risikoen for at det går ud over dit personale og dit materiel og dermed kunderne på sigt. Kvalitet koster penge.«
Kim Nielsen understreger, at De Grønne Busser stadig er en fornuftig forretning, og man sonderer i øjeblikket efter nye udbud og eventuelle andre muligheder indenfor branchen.
»Men nu skal vi lige synke en gang og puste ud, og se hvad vi gør herfra.«