Historie: Sporvognen kører sin sidste tur igennem Aarhus
Trods nostalgisk tilbageblik var de fleste egentligt glade for, at sporvognen dengang måtte vige for privatbilismen.

En kølig mandag kom sporvognen kørende igennem Store Torv for en sidste gang. Det var 8. november 1971. 50 år siden.
Hvad der var startet i 1880’erne som en hestetrukken sporvogn, der kørte i nedgravede spor, sluttede næsten 100 efter med en elektrisk sporvogn, der var omgivet en stor menneskeflok foran Aarhus Domkirke.
Skubbet ud i kulden af privatbilismens fremmarch, måtte sporvognen give efter.
»Sporvognen standsede trafikken, den gik i stå, og den forsinkede alting,« fortæller stadsarkivar Søren Bitsch Christensen.
Nostalgi
Nu til dags omtales sporvognen med nostalgi, og der går sjældent mange vinterdage, før lokale Facebook-grupper går i selvsving over, at letbanen er gået i stå, og at »sporvognen ufortrødent ville have kørt videre«.
Det er dog ikke hele fortællingen, lyder det fra stadsarkivaren.
»I modsætning til hvad folk skriver i dag, så var der ikke den helt store begejstring omkring sporvognen. De fleste var egentlig glade for at få den ud,« siger han.
Søren Bitsch Christensen fortæller, at privatbilismen fyldte meget blandt byplanlæggerne, og at der skulle være mere plads til bilerne. Der er dog kommet nye boller på suppen i dag, hvor offentlig transport fortsætter med at vinde frem.
»Bilerne var den helt store ven i byplanlægningen i 1970’erne, men i dag er det den helt store udfordring,« siger Søren Bitsch Christensen.
Ikke som Letbanen
Og selvom det kan virke nemt at sammenligne Letbanen med sporvognen, så skal man nok undlade at gøre det, siger han.
»Letbanen kører ikke igennem byen endnu, så man kan ikke sammenligne dem. Sporvogne var ret små, og de kunne godt komme igennem de små gader. Det kan man trods alt ikke sige om letbanen endnu,« lyder fra stadsarkivaren.