Unik Aldi i hjertet af Aarhus åbner i gammel bank
Fredag 16. juli åbner en ny Aldi-butik på den prominente adresse Rådhuspladsen 3 i Aarhus C.

Dagligvarekæden Aldi er i fuld gang med at bygge nye butikker i hele landet under overskriften ‘det nye Aldi‘, og snart er en ny butik med en helt særlig indretning og beliggenhed klar til at tage godt imod kunderne i Aarhus.
»Vi har et stærkt hold af medarbejdere, som glæder sig rigtig meget til at arbejde i en moderne city-butik med god plads og en fantastisk placering,« fortæller butikschef Mads Sørensen, som glæder sig til at tage imod kunderne på Rådhuspladsen 3.
Bake-off fra bankboksen
Butikken opføres i lokaler, der tidligere har været hovedsæde for Handelsbanken. Aldi og byggeteamet bag har derfor været nødsaget til at tænke lidt ud af (bank)boksen i forbindelse med indretningen af den spritnye butik:
»De historiske rammer har gjort, at vi har måttet tænke indretning på en lidt alternativ måde. For eksempel er vores bake-off placeret i den gamle pengeboks på 1. salen. Den ene del af butikken er formet som en halvcirkel, og langs cirkelbuen har vi opsat køleelementer – på den måde bliver det ret unikt for vores kunder at bevæge sig gennem butikken. Flere steder er der fem meter til loftet med lysindfald fra høje vinduer, hvilket også gør butikken lys og imødekommende,« lyder det fra distriktschef i Aldi Jens Gravesen.
Miljøvenlig udvikling
Aldi-butikken på Rådhuspladsen i Aarhus er en del af dagligvarekædens ambitiøse klimaplan, hvor målet er at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2021 sammenholdt med 2015. Det sker blandt andet ved at anvende moderne køleanlæg med CO2 i nye butikker og ved ombygning af eksisterende butikker:
»I og med vi er gået over til det naturlige kølemiddel CO2, reduceres klimaaftrykket med hele 200.000 kg per butik. Samtidig placerer vi i Aarhus anlægget på taget, så det ikke tager plads i butikken, og det støjreducerende kabinet sikrer gode naboforhold med en mere miljøvenlig løsning, der opfylder gældende lovgivning,« siger distriktschef Jens Gravesen.
Åbningen af den nye Aldi-butik sker fredag 16. juli kl. 7.30, hvor Aldi byder på gratis croissanter fra den nye bake-off afdeling. Dørene til butikken åbner kl. 8. De første 100 kunder i køen får også en voucher, som kan byttes til en goodiebag, når man har handlet.
sas