Få gratis energirådgivning om dit sommerhus
I juli kan du få gratis rådgivning om dit sommerhus af en uvildig energirådgiver fra Energistyrelsen. Rådgiveren cykler rundt i landet som en del af en ny kampagne om klimavenlige sommerhuse.

Det er ikke hver dag, at man kan få gratis rådgivning om sit sommerhus af en uvildig cyklende energirådgiver tre steder på Djursland . Men det kan du 16. og 17. juli.
Anne Kathrine Jensen fra Energistyrelsens rådgivningstjeneste kommer nemlig forbi på en ladcykel proppet med gode råd, malebøger til børnene og inspiration til at spare energi, penge og CO2 i sommerhuset.
»Jeg glæder mig, for det er altid værdifuldt at møde folk ansigt til ansigt. Så kan man spørge om lige netop ens eget sommerhus. Sommerhuse halter ofte efter helårsboliger, når det kommer til f.eks. vinduer, hvidevarer og opvarmning, så der er tit gode muligheder for at forbedre. Det er også et oplagt sted at udnytte solenergi til at producere varmt vand,« siger Anne Kathrine Jensen.
Skab god energi
Hun cykler gennem sommerlandet fra Vestjylland til Nordjylland, Djursland og Nordsjælland. Du kan få gode råd som både sommerhusejer og -lejer.
Rådgivningen er en del af Energistyrelsens kampagne ’Skab god energi i sommerhuset’, der skal hjælpe danskerne med at opnå mere klimavenlige sommerhuse.
Allerede nu kan sommerhusejere gå ind på sommerhustesten.dk og få råd skræddersyet til deres sommerhus.
Læs mere på https://sparenergi.dk/forbruger/sommerhus.
Her kommer hun
Glesborg, 16. juli kl. 13.30-14.30 Fjellerup Vaffelbageri, Klitvej 3, 8585 Glesborg
Ebeltoft, 16. juli kl. 16.30-17.30 Føtex i Ebeltoft, Ndr. Strandvej 12-14, 8400 Ebeltoft
Ebeltoft, 17. juli kl. 10-11 Øer, Øerkrogvejen 2, 8400 Ebeltoft
sø