Far hylder stædig datter efter hård tur til toppen af Kilimanjaro

De er stædige, egenrådige, og så er de far og datter.

Ekspeditionen forløb heller ikke helt gnidningsfrit. Skidt pyt. Først og fremmest er Paw Simon Krogh og Freja Krogh fan af hinanden.

Den stædighed, de deler, har formentlig også været afgørende for, at de rent faktisk nåede toppen af Mount Kilimanjaro. Det er trods alt ikke for bløddyr at kæmpe sig op i 5895 meters højde.

Kulden

Paw og Freja er netop vendt hjem til Brabrand, da jeg taler i telefon med dem. Måske kan de stadig mærke kulden i knoglerne.

Kulden. Den var ifølge 49-årige Paw det værste ved turen. De færreste vil nok forbinde Afrika med kulde, men temperaturen på Kilimanjaro kan ifølge Paw svinge 20 grader mellem dag og nat. Der var is på Paw og Frejas telt hver morgen.

Freja sov i en dunsovepose med to inderposer. Hun var hver nat iført alt det tøj på, hun havde medbragt. Fem lag. Alligevel frøs hun.

»Det handler også om, at du ligger stille i så mange timer. Der er mørkt i 12 timer, fordi solen går meget tidligt ned og står sent op,« siger Paw Simon Krogh.

Ilten

Kulden kan slå dem, der gerne vil til toppen af bjerget, ud. Det kan luften også. Jo højere, man kommer op, desto mere ilt mangler den.

Mod toppen af Kilimanjaro er der omkring 50 procent mindre ilt i luften end det, de fleste af os er vant til. Goddag, højdesyge.

Paw og Freja startede deres tur i en regnskov ved foden af bjerget og brugte seks dage på at komme til tops. Det gjorde de netop for at give deres kroppe lov til gradvist at vænne sig til den iltfattige luft.

Ikke alle når målet.

”Nogle bliver højdesyge og kaster op. Nogle giver op, fordi det er hårdt. De mister modet. Den sidste dag bliver man vækket ved midnat, og det er mørkt og koldt, og bjerget fortsætter og fortsætter og fortsætter, siger Paw Simon Krogh.

Hjælpen

Far og datter smuttede ikke op og ned ad bjerget på egen hånd. Der var et hold omkring dem. En guide, en assistentguide, en kok og fire bærere. Bærerne pakkede lejren ned og bar den videre til næste stop efter hver overnatning.

»Det føltes lidt mærkeligt, at der var nogle, der pakkede ens telt ned, men det er sådan, det er, og det er sådan, de tjener deres penge. Det er lidt udansk, men vi huskede at sige tak og viste, at vi satte pris på dem. Afrikanere er så cool og så hjælpsomme,« siger Paw Simon Krogh.

Selvom de to aarhusianere fik hjælp, minder turen op ad Kilimanjaro ikke om et kurophold. Det er svært at opdrive et bruse- eller karbad på Tanzanias mest kendte bjerg.

»Hver dag får man et vandfad med lunkent vand og sæbe, og så må man få det bedste ud af det. Vi skulle heldigvis kun lugte til hinanden, og vi har begge haft corona, så vores smags- og lugtesanser er nedsatte,« siger Paw Simon Krogh.

Netop på grund af de primitive tilstande imponerede kokken, udstyret med et gasblus, ham.

»Man mister appetitten på vej op, fordi luften er så iltfattig. Man får lidt kvalme, og man skal tvinge noget i sig, og så var det fantastisk, at han lavede virkelig lækker mad, og at der var meget at vælge imellem,« lyder det.

Faldet

Ifølge Paw var Freja på far-datter-turen mere bekymret for ham, end han var for hende. Det var dog ikke tilfældet, da Freja faldt omkring tre meter ned inde i en gruppe store bjerghuler i flere etager.

»Hun skal gribe fat i en klippekant, men mister grebet og falder. Der stod tiden stille. Der skete ikke noget, men hun kunne lige så nemt have landet på ryggen eller hovedet. Det kunne være gået helt galt. Der var der en bjerggud, der holdt hånden over os,« siger Paw Simon Krogh.

Med undtagelse af faldet gik turen op ad Kilimanjaro relativt smertefrit for Freja. Hun led ikke af hovedpine, søvnløshed eller svimmelhed - nogle af de gængse tegn på højdesyge.

Kampen

Den sidste dag opad var Freja dog udfordret. Den dag, der startede ved midnat.

»Jeg mærkede ikke, at luften blev mere og mere iltfattig før da. Jeg kastede op, inden vi startede om natten, og da vi begyndte at gå, troede jeg virkelig, jeg skulle besvime. Men jeg kæmpede videre. Det var hårdt, men jeg overvejede ikke et øjeblik at give op,« siger Freja Krogh.

Paw og Freja gik, marcherede, omkring fem timer hver dag, og for Paw var turens største udfordring, udover kulden, en strækning, hvor holdet skulle passere en omkring 200 meter høj klippevæg. Den »føltes lodret«, som Paw formulerer det.

»Vi gik opad på en sti, der svingede sig rundt og rundt. Der var jeg presset. Jeg er mega højdeskræk. Jeg kommer aldrig til at bestige Mount Everest,« siger han.

Tåren

Far og datter er enige om, at det var strabadserne værd, da de stod på toppen af Mount Kilimanjaro og så solen stå op.

»Man kan se hele horisonten blive lyst op. Det hele er så stort, og man føler sig meget lille. Det er mega rørende. Jeg klemte sgu en tåre,« siger Paw Simon Krogh og tilføjer:

»Det har været helt fantastisk at være sammen med min datter på den her måde. At have sådan en fælles oplevelse.«

Freja, hvordan har det været at være sammen med din far på en tur, hvor man er så intensivt sammen?

»Vi minder meget om hinanden. Vi er begge to mega stædige, så der er nogle små konflikter undervejs, men sådan er det. Jeg elsker at bruge tid sammen med min far og min familie.«

Paw og Freja rejste fra Danmark den 25. juni og kom retur den 8. juli.

Paw er også far til 20-årige Signe. Hende har han været fodboldtræner for, siden hun var otte år. I Brabrand IF, naturligvis.