Smitten stiger i Aarhus: Højeste antal smittede siden starten af juni
På kort tid er Aarhus gået fra otte til 53 smittede på halvanden uge.

Ser vi nu konsekvensen af den seneste tids store EM-fejringer i Aarhus?
Det spørgsmål er naturligt at stille tirsdag, hvor de nyeste smittetal fra Aarhus Kommune viser, at i alt 53 personer i kommunen er konstateret smittet via PCR-test.
Tallet er ikke ligefrem alarmerende, men dog en hel del højere end for blot halvanden uges tid siden, da der var kun otte smittede personer den 27. juni.
De 53 smittede er det højeste antal siden 11. juni, hvor vi havde 61 smittede i kommunen.
Det er særligt i det centrale Aarhus, at vi finder flest smittede personer. 18 personer har fået et positivt udslag på testen i Aarhus C, mens postdistriktet Aarhus N følger efter med det næsthøjeste antal smittede personer på blot fem.
28 af de 53 smittede i kommunen er i aldersgruppen 28.
Kommunens incidens er dog fortsat meget lav, og med en incidens på 51 er der milevidt op til nedlukningsgrænsen på 300.
Desuden er det værd at bemærke, at den lille smule stigende smitte, der noteres for øjeblikket, ikke afspejles i antallet af indlagt.
På landsplan er 542 personer blevet konstateret smittet det seneste døgn, og blot 43 personer er indlagt med corona på landets hospitaler.
ddp