30 år fødselsdag fejres med masser af sommergolf
Sommeren byder på masser af aktiviteter for både begyndere og øvede i Norddjurs Golfklub.

»Mangler du oplevelser og arrangementer i sommerferien? Så tag omkring tre timer ud af kalenderen og få en skøn oplevelse ude i det fri sammen med dine børn, venner, familie eller kolleger«.
Sådan lyder opfordringen fra Ruben Leonhardt fra Norddjurs Golfklub, der i år fejrer sit 30-års jubilæum og er beliggende i udkanten af Allingåbro blot 10 minutters kørsel fra nordkysten på Jyllands næse.
Golf for sjov
Til sommerens arrangement ’Golf for sjov’ får man både gratis golfudstyr til rådighed og undervisning af kompetente instruktører på træningsarealerne. Desuden er der frit spil på den lille par-3 bane, mens der afslutningsvis serveres en lækker sommerplatte fra lokale samarbejdspartnere.
For de etablerede golfspillere er der også specielt gode tilbud denne sommer med attraktive rabatter på green-fee ved tilmelding af flere spillere og pakkeløsninger med frokost og drikkevarer.
Klubben på Nordkystvejen er Djurslands største enkeltstående idrætsforening med godt 650 medlemmer, der dyrker både glæden og alle udfordringerne ved spillet med den lille bold.
»Hos os vil I derfor møde andre gæster og medlemmer i alle aldre, lige fra mindre børn og unge, deres forældre og bedsteforældre, som spiller og nyder naturen med deres børnebørn. Hvert år har vi besøg masser af betalende gæstespillere, så vi lever op til vores motto om at samle på venskaber,« konstaterer Ruben Leonhardt..