DMI varsler skybrud med torden i Aarhus
Det er en flot mandag morgen, som aarhusianerne er stået op til. Solen skinner, og temperaturen ligger omkring 20 grader. Ifølge DMI kan det dog hurtigt blive forvandlet til skybrud med torden, som forventes at ramme Aarhus over middag. Et lavtryk ligger nemlig i øjeblikket over Nordsøen og trækker langsomt mod nordvest, mens en tilhørende front med regn, byger og torden i løbet af dagen bevæger sig op over Danmark fra sydvest.
Det har fået DMI til at varsle, at der i tidsrummet fra klokken 12 til 17 er risiko for skybrud med torden henover Aarhus.
»DMI forventer mellem 25 og 35 mm regn på seks timer. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 min.,« skriver meteorolog Anja Bodholdt på DMI’s hjemmeside.
Det er dog som altid med vejret ikke sikkert, at det bliver så voldsomt, som DMI forudser.
»Fronten bevæger sig relativt hurtigt, og det ventes, at den kraftigste nedbør ikke vil vare mere end et par timer det enkelte sted. Derfor er vi heller ikke helt sikre på, at kriterierne vil blive opfyldt, men vi holder øje med vejrsituationen og vil om nødvendigt justere,« lyder det således fra Anja Bodholdt.
jwh