Bosteder reddet: Tilsyn trækker lukningspåbud tilbage
Socialtilsyn Midt vil ikke kræve bosteder under Borgercenter Nord lukket på trods af endnu en skandalesag på handicapområdet.

Hos Social- og Beskæftigelsesforvaltningen i kommunen kan man ånde lettet op.
Socialtilsynet havde på baggrund af skandalesagen på botilbuddet i Elev besluttet sig for, at Borgercenter Nord, som botilbuddet hører under, skulle have inddraget tilladelsen til at drive bosteder.
Det ville være særdeles kritisk for forvaltningen, der har en konstruktion, hvor bosteder i kommunen hører under borgercentre, som har én tilladelse, der gælder for alle centerets bosteder. Dermed var i alt ni bosteder i fare for at blive lukket, fordi der var alvorlige mangler og mistrivsel i Elev.
Men Socialtilsynet har nu frafaldet sin påtænkte beslutning, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det sker, fordi Aarhus Kommune har bebudet lukning og rekonstruktion af Elev-bostedet.
»Det er ingen hemmelighed, at det var den beslutning, vi gik efter, da vi valgte at tage Elev ud af ligningen ved at påbegynde en rekonstruktion af Elev Hus 5. Og jeg mener også, at det er den rigtige beslutning. De andre bosteder under Borgercenter Nord fortjener jo ikke at blive lukket ned på grund af den kritik, der har været af Elev Hus 5. Så jeg er tilfreds med, at det er den afgørelse, tilsynet er kommet frem til. Nu skal vi naturligvis kvittere for den ved at fortsætte med de forbedringstiltag, som vi har sat i værk og i øvrigt gøre alt hvad vi kan for at skabe så gode rammer om beboerne og deres pårørende, som overhovedet muligt,«siger forvaltningsdirektør Erik-Kaastrup Hansen.
Sociale Forhold og Beskæftigelse er samtidig i gang med at ændre bo bosted-strukturen, så hvert enkelt bosted fremover vil have sin egen tilladelse.
»Under det fælles tilsyn har alle bostederne været holdt ansvarlige for hinandens problemer, og det har givet anledning til en urimeligt stor uro og bekymring – både for beboere og pårørende, og jo også for medarbejderne rundt omkring. Så jeg ser frem til, at vi med den nye tilsynsstruktur kan få en mere målrettet og præcis tilsynspraksis, der giver mere ro og tryghed på bostederne, og som jo samtidig medfører et tættere tilsyn med på hvert enkelt bosted,« siger Erik Kaastrup-Hansen.
I alt fem af de ni bosteder, der hører under Borgercenter Nord, har allerede fået sin egen selvstændige godkendelse af Socialtilsyn Midt. De resterende er i gang med at ansøge om selvstændige godkendelser som bosteder under Borgercenter Nord.
ddp