Vild natur i Rønde Skole
Biodiversitet i børnehøjde

I efterårets sidste dage i 2020 etablerede 4. årgang et vildtbed på Rønde Skoles område. Overskriften for arbejdet var biodiversitet med udgangspunkt i de 17 verdensmål – og fokus var på vores lokalområde, fortæller Britta Laursen, der er lærer på 4. årgang.
Der blev gravet græstørv til den store guldmedalje, og børnene gik til opgaven med knofedt og gå-på-mod. Slutteligt såede de frø, der i foråret skulle vokse til insektvenlige planter. Vinteren gik, mens de ventede og spejdede efter de første spirer.

Vild med vilje
Nu blomstrer de smukkeste blomster, græsset står højt og insekterne summer.
Som kronen på værket har børnene fra 4.c lavet flotte og informerende akvarelmalerier, der nu står som skilte langs bedet. Torsdag før sommerferien blev bedet officielt fejret af ledelsen og de glade børn fra 4. årgang.
»Børnene har taget projektet til sig og dermed er der håb for fremtiden. Rønde Skole er nu med i foreningen ’Vild med vilje’ og er at finde på danmarkskortet over steder, der gør en positiv forskel for naturen,« siger Britta Laursen.
gs