Toubroskolen fejrede årets første høst i den nye skolehave

Der er i år blevet gravet, hakket og sået i Søren Kanne-skolen afd. Toubros nye skolehave. Nu har skolens børn haft havefest, hvor der blev smagt på årets første høst af radiser.
Var du klar over, at en kartoffel slet ikke vokser på en pind, og at et græskar ikke starter med at hænge i et træ?
»Var du klar over, at en kartoffel slet ikke vokser på en pind, og at et græskar ikke starter med at hænge i et træ?« lød det spørgende fra Lucas Mandrup, som går i 2. klasse på Toubroskolen.
Han havde denne dag - ifølge en pressemeddelelse fra Djursland Landboforening - meget på hjerte og ikke mindst fået erhvervet sig en masse ny viden, efter Toubroskolen i Trustrup først på året fik anlagt en skolehave. Og nu var der dømt havefest. Alle skolens børn var inviteret til gilde, hvor de skulle nyde synet af den fremspirende køkkenhave og ikke mindst smage på årets første høst af radiser.
»Vi havde faktisk også nogle jordbær, men de blev altså spist af fuglene,« påpegede Lucas Mandrup.
Fællesskab
Trine Sartour er underviser på Toubroskolen og én af de to tovholdere på skolehaven. Hun fortæller, at haven har givet samtlige elever ejerskab over hele haven og ikke mindst et uvurderligt fællesskab.
»Vi har gravet og hakket og sået, og alle har været med. Børnene har været rigtig gode til at være med i processen, og de går helt vildt meget op i haven. De lærer at samarbejde og tage ansvar, og så får de et indblik i hele processen. Så ligger haven jo lige i vores baghave, så vi nemt kan komme og gå. Det er helt perfekt,« lyder det fra Trine Sartour.
Landmandsjord
Djursland Landboforening står bag skolehaven i samarbejde med Jytte Brokholm, 4H konsulent og projektleder på ’’Fælleshaver – Endnu flere 4H Haver’. Det er faktisk Djursland Landboforenings anden fælleshave. Den første ligger i Rønde, og begge haveprojekter er hjulpet godt på vej med en pose penge til hver. Midlerne er bevilget af Nordea-fonden og Friluftsrådet. Det er landmand Kristian Petersen, som har givet jordstykket til skolen, mens landmand Poul Otto Petersen også er involveret i projektet, da der er planlagt flere besøg på hans ejendom, hvor børnene kan få lov at høre mere om landbrug og se på forskellige dyr.
»Vores drøm er at blive selvforsynende til vores hjemmekundskabsundervisning. Lige nu har vi plantet hele syv forskellige spisegræskar, som vi skal bruge til en temauge. Det glæder vi os også rigtig meget til. Nu går vi alle på sommerferie, og så ser vi frem til at komme tilbage til vores have og se, hvad der nu er kommet op,« fortæller Trine Sartour.
gs