Stjær vil være Årets Landsby - og er godt på vej
Landdistrikternes Fællesråd har fundet de tre finalister i dysten om at blive Årets Landsby 2021, og endnu engang er Stjær med helt fremme i feltet
I deres hjerter er de Årets Landsby hvert dag året rundt, for der er ikke noget sted, borgerne i Stjær hellere ville være end netop her. For i Stjær er der masser af natur, her er trygt at være for børnene, alle kender hinanden, der er mange aktiviteter for både gammel og ung og det hele bindes sammen af glæden og lysten til fællesskab og sammenhold.
Derfor kan det heller ikke undre, at når Stjær sætter sig for at skrive en indstilling til Landdistrikternes Fællesråd og peger på sig selv som oplagt kandidat til Årets Landsby, så er ansøgningen så fyldt med gode eksempler på, hvorfor det netop skal være Stjær, at landsbyen naturligvis ender helt i top blandt de tre finalister.
Årets Landsby i 2019
Og de har prøvet det før. I 2019 løb landsbyen med titlen som Årets Landsby i Skanderborg Kommune og var også i spil til titlen som Årets regionale Landsby i Region Midtjylland.
Landdistrikternes Fællesråd uddeler i år prisen under temaet ’Den nytænkende landsby, som har formået at omsætte coronakrisen til positive muligheder for sine indbyggere’. De øvrige to andre finalister i opløbet er Skovsgård i Jammerbugt Kommune og landsbyklyngen Broagerland i Sønderborg Kommune.
»I år har vi ledt efter en nytænkende landsby, der kan vise vejen for udvikling i landsbyer landet over. Og det er nogle umådeligt imponerende landsbyfællesskaber, vi skal introduceres til i år. Alle tre landsbyer i finalefeltet har iværksat tiltag og formået at skabe rammer, som kan efterfølges og gøre en forskel for andre landsbyer i hele Danmark,« lyder det fra formanden for bedømmelseskomitéen, Carsten Hansen, tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter.
Corona satte dagsordenen
»Stjær, Skovsgård og Broagerland er tre vidt forskellige landsbyer og klynger, der repræsenterer den udfordring, som landsbyer landet over har stået ansigt til ansigt med det seneste halvandet år: Hvordan undgår man, at coronakrisen sætter en stopper for udviklingen. På sin vis repræsenterer landsbyerne også løsningen,« fortsætter han.
Dommerkomiteen har blandt andet lagt vægt på landsbyernes evne til at øge tilflytningen, skabe erhvervsudvikling eller nye fællesskabsformer samt originalitet og pionér-elementer i landsbyens initiativer og idéer.
I forhold til Stjær blev dommerkomiteen overvældet af Stjærs evne til professionelt og med høj borgerinddragelse at tage sig af den grønne omstilling lige fra affaldsreduktion til undervisning i børnehøjde. Samtidig har Stjærs måde at arbejdet kreativt og nytænkende med den grønne omstilling, samtidig med at corona nærmest er gjort til en medspiller frem for en modspiller imponeret dommerne.
Løfter i flok
»I stjær løfter vi i flok og vi er en hel flok, som står bag ansøgningen, og vi er naturligvis også utrolig glade og lidt stolte over at blive nomineret. Vi var så heldige at få støtte fra Landdistriktspuljen til borgerforeningens store projekt om bæredygtighed til alle. Vi skulle akkurat til at trykke på speederen, da corona ramte. Og så måtte vi til at tænker ud af boksen, og i stedet gøre det, der nu var muligt under en hverdag med corona,« konstaterer Helene Simoni Thorup fra Stjær Sogns Borgerforening.
I stedet for en række folkeoplysnings-foredrag med fysisk fremmøde, blev forsamlingshuset gjort virtuelt og foredragene livestreamet. Her blev der sat fokus på energi til fremtidens bolig, el-biler og grøn transport, affaldssortering og mere natur i haver og på offentlige arealer. De virtuelle foredrag viste sig at være sådan en succes, at de blev set mere end 5000 gange.
»Vi arrangerede også vilde havevandringer for at se på biodiversiteten i bymiljøet med tips og tricks fra den lokale biolog. Vi oprettede små grupper for el-bil interesserede og samlede ind og fik etableret to ladestandere ved Brugsen. Vi lånte el-cykler som borgerne i Stjær kunne prøve gratis i en uge, og sammen med den lokale Stjær Brugs arrangerede vi en grøn forbrugerdag med spændende indlæg om forbrug og kemi, debat og madværksteder for børn,« fortæller Helene Simoni Thorup.
Undervejs fik 50 lokale familier udarbejdet en individuel grøn handlingsplan 50. Hele Simoni Thorup understreger, at det ikke handler om at komme efter folk med løftede pegefinger og sige, hvad de skal gøre.
»Det rykker rigtig meget, når man viser, hvordan man kan leve grønnere og mere bæredygtigt, og samtidig give folk viden og inspiration til, hvordan de selv kommer i gang. Efter projektet med bedre affaldssortering, har vi for eksempel reduceret restaffaldet med 38. pct. i Stjær. Det har været en meget stor øjenåbner for rigtig mange i Stjær.«