Præsteklumme: Ord kan få os til at vokse og håbe

»Nå det, det har jeg da allerede glemt!«

Hvor befriende er det ikke at høre fra den, som man har voldt ondt, om det enten var med vilje eller ej. Der ligger stor magt i ordene. De kan fastholde os i vores skyld, eller befri os fra den. Ord kan få os til at vokse og håbe, eller de kan gøre os mindre og fratage os enhver tro på os selv og så mistillid til hinanden.

Jesus gør os det klart, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi bruger ordene. I Det gamle Testamente findes buddet »Du må ikke slå ihjel«. Dette bud skærper Jesus. Vi må ikke tale ondt til og om hinanden. For hårde ord kan slå livsmodet ihjel. De kan bryde os ned og fastholde os i den skyld, som Jesus allerede har taget på sig og befriet os fra.

I H.C. Andersens eventyr ”På den yderste dag” fortælles der om en sjæl, der efter sin død kommer til himlen. Et tidspunkt går han over et sted med skarpe flintesten, som skærer foden, og han spørger, hvorfra alle disse sten kommer. Dødsenglen svarer: »Det er hvert uforsigtigt ord, du lod falde, og som sårede din næstes hjerte langt dybere, end stenene nu sårer din fod!” ”Det tænkte jeg ikke over,« forsvarer sjælen sig. »Dømmer ikke, så skal I ikke dømmes!« klinger stemmen.

Vi skal elske vores næste. At dømme et andet menneske, som vi gør det i vreden, er det modsatte af kærlighed. Hvem kan sige sig fri af at have gjort dette? Ingen. Den skyld står vi alle med. Og det ansvar står vi alle med at møde hinanden med medfølelse og mildhed i både ord og handlinger.