Vægterne: Hans Røigaard er den længstsiddende oldermand i verden

55 år og velnok den længstsiddende oldermand i verden. 89-årige Hans Røigaard kom til Ebeltoft som 22-årig student og blev vægter. Og han bærer Ebeltoft i sit hjerte. Han kommer tit til byen, der har betydet meget for hans voksenliv.

»For mig personligt har det betydet livsvarige venskaber og en del af vægterne er blevet gift, efter at de har mødt deres koner under vægtergerningen,« smiler Hans Røigaard, der med et klart lys i øjnene viser, at nok bruger han rollator og går lidt langsomt, men hans hukommelse fejler intet.

I slutningen af august skal han bede om ro i salen, når Ebeltoft Vægterlaug mødes for 55. gang. Det holdes altid på den sidste sommerdag vægterne går i Ebeltoft. Han var medicinsk student, da han blev oldermand - og det har han været siden stiftelsen 24. juli på restauranten ’Mellem jyder’ i 1966.

Humor har altid været en del af vægtergerningen, der også betyder at man skal optræde med værdighed og ro. Men når vægterne morer sig under generalforsamlingen, er der altid store elementer af humor, sang og anekdoter.

Den klogeste oldermand

»Vi tager os ikke selv særlig alvorligt. Ingen opgave er for lille og som oldermand har jeg ofte tilbudt at komme forbi, for at høre om vi kan hjælpe hinanden. Men vi vægtere skal være neutrale, vi skal ikke favorisere nogen,« lyder mantraet for vægterne i lauget.

Hans Røigaard, suppleres af kammeraten gennem årtier, Jørgen Wickman Hansen, der i en årrække var skriver i Ebeltoft Vægterlaug og kom til byen som vægter et par år efter Hans Røigaard. De to har også taget turen i vægtertøjet sammen en del gange i årernes løb og har været venner lige siden.

»Hans har altid været oldermand fordi han forstår diplomatiets kunst. Han har en medfødt evne til at holde sammen på tingene. Uenighederne skal ikke skjules. Og så kan han skære igennem,« lyder det oprigtigt fra Jørgen Wickman Hansen.

»Hans var den klogeste, derfor blev han oldermand,« griner Jørgen Wickman Hansen til Hans Røigaard, der beskedent sænker blikket, men han modsiger ikke sin gamle kammerat.

Generalforsamlingen var kulminationen på en idé, der kom til verden under en sommerfest i Ebeltoft i 1963. Her havde en flok vægtere talt om behovet for at mødes og bevare tilknytningen til købstaden i Syddjurs.

Generalforsamlingen endte med blandt andet en formålsparagraf og regler for optagelse af medlemmer. Ifølge formålsparagraffen har lauget til opgave at bevare kontakten med vægterinstitutionen.

»Så var der ikke lovet for meget,« smiler Hans Røigaard.

Der optages løbende nye medlemmer af Ebeltoft Vægterlaug. Et medlemsbevis kræver mindst en måneds virke som vægter i Ebeltoft samt en bestået optagelsesprøve.

I 1987 blev der også stiftet et internationalt vægterlaug, ’Det Europæiske Natte- og Tårnvægterlaug’. Her har man mødtes med vægtere fra det meste af Europa i flere sammenhænge.

Vandt konkurrencen

Hans Røigaard har altid været det bærende element i beretningen om vægterne i Ebeltoft, da han var en del af det hold, der indtog byens gader i 1954. Kun et hold kom før ham. Og han har gået på de toppede brosten et utal af gange siden.

Det hele begyndte i 1951, da byen fik foræret to uniformer, komplette med morgenstjerner og lygter af købmand Anders Greve Rasmussen i forbindelse med Ebeltofts 650 års Købstadsjubilæum.

Og to år senere fik hotelmanden Ole Postkasse og Turistforeningen de to første vægtere ansat, nemlig brødrene Johannes og Vivian Harding Jensen. De skulle efterfølges af to nye i 1954. Hans Røigaard og Palle Gad fra Studentersangerne på Aarhus Universitet meldte sig og aflagde prøver for de to første studentervægtere, der ansatte dem på stedet, på vegne af Turistforeningen.

Men to jurastudenter var taget direkte til Ebeltoft, og blev ansat uden at de aflagde sangprøve og da makkerparret Røigaard og Gad opdagede det, sendte de en skriftlig klage.

»Vi fik indflettet at Århus Studentersangere havde Hans Majestæt Kong Frederik den Niende som protektor og fik en fin anbefaling flikket sammen,« griner Hans Røigaard ved tanken.

Så blev de indkaldt til sangkonkurrence i apotekets gård (nuværende Beomus på Adelgade, red.) Og mens de to jurastuderende ikke kunne nå de høje toner, så klarede Røigaard og Gad det med bravour.

Del af byen

Sommeren startede for de to vægtere, der blev taget imod med kyshånd i Ebeltoft, der dengang ikke var så stor. Alle kendte alle. Adelgade og Jernbanegade var knudepunktet. Alt uden for Østerallé eksisterede ikke.

De blev indkvarteret på Juulsbakke, på første sal over trykkeriet og avisen, der lå der dengang. De fik serveret morgenmad af fru Hvidtved hver morgen og borgerskabet tog sig af dem, så de ikke gik ledige om dagen. De skulle jo gå vægtergang hver aften.

Således blev Hans Røigaard hyret til at træne tennis med stadsingeniørens datter og vedligeholde tennisbanerne. Hurtigt blev den medicinstuderende tilknyttet sygehuset i Ebeltoft, hvor han var med til stuegang og operationer.

»Ofte blev jeg inviteret ind på kaffe og kage af de lokale. De spurgte tit til deres pårørende på sygehuset. Hver gang svarede jeg, at jeg ikke lige havde set patienten, for jeg var i den anden afdeling. Belejligt nok havde sygehuset to afdelinger. Det var min eneste lille løgn, for jeg skulle ikke gå og sladre om folk.«

Studenterne blev hurtigt en del af byen.

»Det var et fællesskab. Ebeltoft var dengang en lille, afsidesliggende by uden stor kontakt med omverdenen,« genfortæller Hans Røigaard der et utal afgange har sunget for børnene, der stod i nattøj på trappestenen, fordi de skulle i seng.

»Vi startede fra trappen af det hus, hvor vi boede. Så gik vi ned til kirken og rundt i Adelgade. Og så helt op til sygehuset (ved den nuværende rundkørsel ved Nørreallé, red.) og tilbage igen. Vi sang flere steder undervejs. Vi havde ret faste punkter. Især foran alle værtshusene, vi ville ikke favorisere nogen. Og som regel fulgte en hale af turister efter os. Så kunne vi godt trække den og stille os op en del gange.«

Som regel kunne de på de sene ture godt fiske en lille øl op i buskadset ved sygehuset, for tørstig det blev man altid.

Vægterne sang hver aften på Hotel Vigen, hvor Ole Postkasse var hotelejer. Han havde skaffet de to første vægtere til byen og derfor blev det en tradition, at der skulle synges en bestemt sang hos ham.

»Jo. Borgerskabet gik til sommerdans på Hotel Vigen og proletarerne gik på Skovpavillonen,« griner Hans Røigaard ved mindet. Han kom begge steder.

Medicinske forsøg

Personligt har Ebeltoft og vægtergerningen altid betydet meget for Hans Røigaard, det pointerer han flere gange.

Han er født i Haderslev og flyttede i sin tid til Aarhus for at læse medicin. Og så kom vægtergerningen ind. I dag bor han igen i Aarhus i en etageejendom og klarer sig selv.

»Mine naboer er så søde. De hjælper også med at bære mine varer op. Forleden havde jeg parkeret i min nye bil og blev siddende for lige at læse instruktionsbogen, mens jeg gennemgik knapperne på instrumentbrættet. Det tog åbenbart for lang tid. For der kom et par stykker og spurgte om jeg havde brug for hjælp,« lyder med et knitrende, taknemmeligt smil fra Hans Røigaard.

»Jeg overvejer at flytte til København, så jeg kan komme tættere på min datter,« lyder det frisk fra den tidligere forsker og lektor i medicinsk biokemi ved Aarhus Universitet gennem 36 år.

Han har tidligere boet i København. Her trænede han rotter, der skulle oplæres 24 timer i døgnet.

»Da jeg var ugift dengang var det mig der fik den sene otte timers lange vagt om natten,« lyder det.

Forsøget gik ud på at påvise, om man kunne overføre tillært viden fra en oplært rottes hjerne, til en ny tilfældigt udvalgt rotte. Og det viste sig tilsyneladende at være rigtigt.

»Flere af de rotter der fik indsprøjtet hjernesaften fra de oplærte rotter, klarede på de første par dage deres øvelser markant hurtigere end rotterne i den gruppe rotter, der ikke fik noget indsprøjtet,« forklarer Hans Røigaard.

Dengang vakte forsøget opsigt og Hans rejste blandt andet til USA, hvor han var med til at fortælle om forsøget. Men siden blev forsøget stoppet og man gik ikke videre med det.

Hans Røigaard er altid vendt tilbage til Ebeltoft. Og 28. august står han igen på trappen af Ebeltoft gamle Rådhus. Her synger vægterne firstemmigt klokken 22.

»Ja så må vi se, om du kan komme op på de høje trin på trappen, eller om du skal have lidt hjælp,« griner Jørgen Wickman Hansen.

»Ja, det handler om at komme op med anstand. Det var nemmere før i tiden, da jeg ikke havde brug for rollatoren. Jeg har været på trappen hvert år, så det er jeg også denne gang,« lyder afskedskommentaren fra Hans Røigaard.