Tilbage til byen: Købte sin første bog i den boghandel, som han nu har købt
Anders Sølling Guldhammer Kristensen købte som barn sin første bog i Bog & Idé Hornslet. Nu har han overtaget den efter Søren Kasper Henriksen.

Der bliver bundet en symbolsk sløjfe på fortællingen, efter at Anders Sølling Guldhammer Kristensen 1. juli overtog Bog & idé Hornslet - butikken, hvor han selv købte sin allerførste bog.
Det havde længe været en drøm for bogelsker Anders Sølling at blive butiksejer og efter at være flyttet fra Midtsjælland til Ebeltoft med sin familie sidste år, tog han i marts 2021 beslutningen om at åbne en boghandel.
Anders Sølling har bl.a. en baggrund fra Dansk Supermarked og har også været bestyrer af et antikvariat. Derudover er han uddannet socialrådgiver og har arbejdet som rådgiver og konsulent, skriver han i en pressemeddelelse.
Det er på vej hjem fra en research-tur i flere boghandler i Aarhus, at han svinger forbi Hornslet for at besøge dele af familien og også lige tager en tur forbi Bog & idé Hornslet, for at høre, om de har nogle tips til at starte selv.
»Og så får jeg at vide, at Bog & idé Hornslet er til salg. Jeg kommer jo oprindeligt fra Hornslet, så det er på en måde den fortabte søn, der vender hjem,« fortæller 44-årige Anders Sølling, der altid har været fast kunde i sin lokale Bog & idé.
Han overtager butikken i Hornslet fra den tidligere boghandler Søren Kasper Henriksen, og alle de nuværende ansatte i butikken følger med.
Den nye boghandler holder reception 10. juli. På dagen er der 20 procent på varerne i butikken og bobler til alle.
Tak for fem år
Den tidligere ejer Boghandler Søren Kasper Henriksen har, grundet sygdom, ikke kunnet lægge den tid og energi i boghandlen, siden han blev syg i november 2019, som han havde ønsket.
»Jeg er dybt taknemmelig for de 5 år jeg har haft boghandlen, men nu skal jeg bruge tid med min familie,« lyder det fra Søren Henriksen.
»Det er vigtigt for mig at sige tak til alle vores kunder, samarbejdspartnere, samt til den administrerende direktør for kæden Marianne Lyngby Pedersen, kædekonsulent Ole Evers og til personalet for den tid der har været. Det har været en fantastisk rejse, både for mig personligt men også for udviklingen i boghandlen.«
Søren Henriksen købte boghandlen i december 2016 og har haft stort fokus på, at bogafdelingen var velassorteret og indbydende. Resultatet har også været godt, og forretningens indtjening har været voksende.
»Anne Sørensen, som har været butikschef i mit fravær, vil også gerne sige tusind tak til kunder, samarbejdspartnere og personale for en god tid«, fortsætter Søren Henriksen og tilføjer: »Det har været meget vigtigt for os dels at få solgt forretningen, så byen fortsat havde en boghandel, og dels at personalet kunne blive i butikken. Vi er meget glade for, at det netop er Anders Sølling Kristensen, som bliver den nye ejer, og vi ønsker ham alt held og lykke i fremtiden«. Anne Sørensen vil være i forretningen til 15. juli, hvor hun har sidste arbejdsdag.
Stærk tro på den lokale, fysiske butik
Boghandlen i Hornslet har eksisteret siden 1966. Den har bevaret sin nuværende beliggenhed på Tingvej siden 1970.
»Den lokale butik er vigtig. Her kan vi jo noget, som en spiller som Amazon ikke kan matche: Vi kan forholde os til det lokale og gøre en forskel dér«, lyder det fra Anders Sølling, der bor i Ebeltoft med konen og datteren på fire år.
Jeg vil gerne være kendt for at gøre noget for børnene. Hvis vi skal have lært danskerne at læse bøger igen, så starter det med børnene,« lyder det fra den nyudklækkede boghandler, der også er glad for, at coronakrisen har været medvirkende til at skabe fokus omkring bevarelsen af det lokale butiksliv og ikke mindst fået mange danskere til at genfinde glæden ved f.eks. bøger og brætspil.
Selvom Anders Sølling har erfaring fra Dansk Supermarked, så har han ikke lavet en forkromet handlingsplan og en måling af kundegruppen.
»Jeg kender jo Hornslet og det butiksliv der er her i forvejen. Det gør mig tryg for fremtiden. Jeg har også Herman Salling i baghovedet, han tænkte som en rigtig købmand og jeg føler mig lidt som den gammeldags købmandstype ligesom ham, så det skal nok præge boghandlen.«