Skolen er gået fra at være pligt til at være lyst

Det er vist ikke gået nogen forbi, at studentertiden er over os. Med stop ved Søren Kanne på Torvet i Grenaa, kørsel i tunge køretøjer og stor lyst til at lufte studenterhuen - uanset farve på båndet - i det offentlige rum.

Men hvad står tilbage, når studenterkørslen er overstået og naboerne igen kan få deres nattesøvn? - udover eksamensbeviserne, som jo er nok så vigtige.

To af årets HF-studenter fra Grenaa Gymnasium, Morten Fredenslund Møller og Sophie Berg Bakmand, gør status.

@HF har været meget bedre end jeg havde regnet med, siger Sophie.

»Før HF syntes jeg, at det var svært at gå i skole. Jeg vidste ikke, at jeg var ordblind. Det har jeg først fundet ud af her. Jeg valgte HF, fordi jeg var bange for niveauet og lektierne på STX. To år – så kunne jeg hurtigt slippe væk, tænkte jeg. Men nu kunne jeg sagtens være fortsat et år mere. Jeg er overhovedet ikke skoletræt,« siger hun.

Morten er enig.

»Jeg overvejede på et tidspunkt at droppe ud for at få et år mere, fortæller han med et skævt grin. Her er jo tryghed, og skolen er gået fra at være pligt til at være lyst. I læseferien, hvor jeg jo var hjemme, ville jeg hellere være på skolen, for her er mine venner jo.«

Mangfoldighed giver modenhed

Men både Morten og Sophie skal naturligvis videre, så hvad har de i bagagen fra deres to år på HF?

Morten: »Jeg har med mig fra HF, at man kan arbejde hårdt. Lærerne er i princippet ligeglade med hvilken karakter du får, men de vil godt se, at du laver noget. Det handler om at gøre det så godt, man kan.«

»Så har jeg også med mig, at aldersforskel ikke betyder noget. For eksempel var der en på 24 år på mit erhvervsøkonomihold. Aldersforskellen mellem ham og læreren var mindre end mellem ham og mig, og alligevel snakkede vi godt sammen. Så når jeg starter på læreruddannelsen, så er jeg ikke så overrasket over, at der er nogen på 25-30 år - nå ja, så er det bare sådan det er,« siger Morten.

Sophie kan nikke genkendende til det positive i mangfoldigheden på HF.

»Der hvor jeg kom fra, var alle mere ligesom mig. Der var måske heller ikke nogen med en anden baggrund og kultur. Nogle her er måske heller ikke vokset op i en kernefamilie som mig. HF har også givet mig troen på mig selv. Jeg har fundet mig selv. I starten var jeg i tvivl: hvem er mine venner og hvem passer jeg sammen med? Dét er gået op for mig: hvad er det, jeg søger i en ven,« siger hun.

Klassekammeraterne har betydet alt

Sophie har også oplevet, at hendes faglige niveau er øget.

»I et af fagene fik jeg 02 i folkeskolen, nu har jeg fået 12 – i det samme fag. Det er utroligt, at man kan udvikle sig så meget,» siger hun.

»Før HF handlede skolen mest om veninder og der var meget pjat. På HF har jeg fået disciplin. Jeg har jo egentlig det stræber-gen – her det lykkedes at få det frem,« siger hun.

Selvom selvdisciplin er en væsentlig faktor, så tøver Sophie ikke med at give klassekammeraterne en stor del af æren for, at hendes HF-tid blev en god oplevelse.

Uden klassekammeraterne var jeg ikke kommet igennem. Lærerne hjælper selvfølgelig også én med det faglige, men klassekammerater kan tit forklare det på det niveau, man selv lige er på og forstå, hvad det lige er, problemet her er. De har virkelig støttet og hjulpet mig,« siger Sophie.

»Man skal ikke være bange for, at HF bare er useriøst. For lærerne kan godt se hvem der vil lave noget. Hvis man har ambitioner, men ikke umiddelbart har lyst til at fortsætte på universitetet, så kan HF være et godt valg,« siger Morten.