Præsteklumme: »Jeg tror ikke på Gud«
Man har sine grunde.
Når det kommer til de grunde, der har med hjertesager at gøre, er det aldrig pænt at udspørge hinanden. Tag for eksempel konen som gift på tyvende år spørger sin mand, hvorfor han egentlig elsker hende. Dét spørgsmål kommer der ikke nødvendigvis et pænt og formfuldendt svar ud af. Men vi mennesker er jo lidt nysgerrige på den slags, så vi kan ikke dy os for at spørge alligevel.
I Danmark er folkekirkens medlemsprocent 73,8, så det hænder, at jeg spørger nogen: »Hvorfor har du meldt dig ud af folkekirken?«
Jeg spørger, selvom det ikke er pænt at spørge om. Svaret falder prompte: »Jeg tror ikke på Gud«. Kære avislæser, det er et dårligt svar! Ja, det er faktisk så dårligt et svar, at jeg slet ikke vil godtage det.
Svarede man i stedet, at det var fordi, man var utilfreds med menighedsrådenes forvaltning af kirkeskattekronerne, eller fordi man mente, at folkekirken burde have et ritual for flerkoneri, eller fordi man syntes, at de danske biskopper var nogle klaphatte, eller fordi man synger for få popsange i kirken, ja så var der noget at snakke om. Så var der tænkt over det.
Så undskyld min ligefremhed, men har du meldt dig ud af folkekirken, fordi du ikke tror på Gud, så bør du simpelthen komme på en bedre grund. For folkekirken er ikke en trosvidneskranke. Det er ikke din tro, der skal bære folkekirken. Derfor er det så fladpandet dumt, når medierne engang imellem offentliggør en rundspørge, hvoraf det fremgår, at kun halvdelen af folkekirkemedlemmerne tror på Gud. Tænker vi sådan om troen, bliver den en betingelse for validt medlemskab. Den bliver en kvalifikation og ikke, hvad den rettelig er: Nemlig en hjertesag. Kun dåben er medlemsskabets forudsætning.
Man skal melde sig ud af folkekirken, hvis man ikke kan li’ den. Hvis man ikke kan fordrage det, den forkynder. Men man skal ikke lade sin egen tro, stor eller lille, afgøre, hvorvidt man er god nok til at være medlem. Et medlemskab af folkekirken er, lidt banalt sagt, et spørgsmål om solidaritet med budskabet og kulturarven, ja med evangeliet.
Hvad troen så angår, ja det må forblive et anliggende mellem dig selv og Vorherre. Og så er troen i øvrigt også noget, som vi hjælpes ad med, så godt vi nu kan, hver søndag formiddag.