Kan du også lugte det? Derfor stinker det i Aarhus i dag
Rensning af et anlæg er skyld i hæslig duft i Aarhus.

Der er ingen pæn måde at skrive det på. Aarhus lugter af lort. Eller noget, der minder om.
Tirsdag er store dele af byen indhyllet i en svært definerbar sødlig lugt.
Særligt nær havnen er den ubehagelige dunst ekstra stærk, og for nærværende medie, som har til huse i Sydhavnen, er vi også velsignet med, at duften er trængt ind i bygningen.
Men det er ikke så underligt, for den stammer fra havnen, afslører Østjyllands Brandvæsen på Twitter.
Her skriver man, at der er en tank-rensning i gang, og at den klamme lugt er fra fisk.
»Der er i øjeblikket en ”gasagtig” lugt i Aarhus C, lugten kommer fra en tank med fiskeensilage som man er igang med at rense. Lugten burde forsvinde i løbet af dagen,« skriver brandvæsnet.
Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø oplyser desuden i en pressemeddelelse, at fiskeensilagen er gået i gæring.
»Mange borgere henvender sig for øjeblikket til kommunen, da der flere steder er en stram gaslugt. Lugten skyldes, at en 2.000 m3 tank med fiskeensilage er gået i gæring. Virksomheden er i gang med at udbedre problemet ved at tilsætte syre for at få den biologiske aktivitet til at stoppe. Virksomheden håber på, at problemet er udbedret i løbet af i dag. Samtidig bliver tanken tømt og indholdet kørt bort. Herefter bliver tanken rengjort,« skriver kommunen.
Så aarhusianerne må tirsdag leve med den liflige kombination af sommervarme og fiskeråddenskab.
Bon appetit!