Sluttede skoleår med fokus på glæde
Kolind Skoles elever og lærere sagde farvel til et udfordrende skoleår med glæde

Efter et år hvor udfordringerne har stået i kø for at lave skole i en coronatid, valgte Kolind Skole at slutte skoleåret af med en uge, hvor tre temadage havde fokus på Livsglæde: Hvad gør mig glad? Hvordan gør vi hinanden glade? Og hvordan glæder vi andre?
Mandag, tirsdag og onsdag var fyldt med glade børn og voksne, da overskriften på alt det, som var planlagt disse dage, var Livsglæde.
Tegnede og sang
I løbet af det seneste skoleår har en stor del af fokus været på opdeling af zoner, nedlukninger og ugentlige test for corona. Det var baggrunden for, at udvalget bag planlægning af årets temadage valgte at tage udgangspunkt i netop Livsglæde som tema. De tog udgangspunkt i Livglæde, da det, hvis man slår det op, er beslægtet med ord som livskraft, livsgnist, livslyst, livsvilje, livsbegær, livsmod og livsappetit, alt sammen skulle fylde på de tre dage i den sidste skoleuge. Dagene bød på mange ture ud af huset og aktiviteter i lokalområdet, hvor eleverne oplevede livsglæde og spredte glæde for andre.
Elever tegnede og dekorerede et område midt i Kolind til glæde for de mange, som kom forbi. Andre elever sang for kunder i Brugsen og for de ældre på byens demenscenter Frejasvænge.
Alt i alt en livsbekræftende afslutning på et anderledes skoleår, lyder det i en pressemeddelelse fra skoleleder Lene Kirkegaard.
gs