Hædret med Paul Harris Fellow
Erik Andersen anerkendt for sit store arbejde for Ebeltoft Rotary Klub.

Ved Ebeltoft Rotary Klubs næstsidste møde på Rotary-året modtog Erik Andersen, Paul Harris-udmærkelsen.
Klubbens præsident Per Kristian Jensen overrakte udmærkelsen til Erik Andersen, der blev hædret for sit store arbejde for klubben, specielt i forbindelse med opstart af morgenklub i Ebeltoft og initiativet til de virtuelle Zoom-møder under Corona krisen.
Opkaldt efter stifter
Udmærkelsen har fået sit navn efter Paul Harris, der var advokat og stifter af Rotary i Chicago i 1905. Paul Harris Fellow Recognition (PHF) tildeles i Danmark og i det meste af Europa som en særlig udmærkelse til en person - rotarianer eller ikke-rotarianer - der i sit virke går ind for Rotarys idealer. Rotary er en international, verdensomspændende organisation - non-profit, non-politisk og non-religiøs. Rotary er et lokalt og internationalt netværk med spændende muligheder for aktive erhvervsfolk og selvstændige, der ønsker at udvikle deres erhvervsmæssige kompetence. Rotary består af engagerede og motiverede personer, der sætter høje etiske standarder som mål, og man bliver optaget i klubberne under forudsætning af at visse krav opfyldes.
Rotary er for dem, som har engagement og overskud til at udføre et værdifuldt arbejde sammen med andre - for lokalsamfundet og for den internationale verden. Alt arbejde er frivilligt, ulønnet, og til gavn for humanitære projekter.
gs