Rørende farvel til Standard: I vil blive savnet
En epoke er slut. Lars og Beth er gået på pension efter 52 år med tøjbutik i Hadsten

Hadsten sagde lørdag formiddag endegyldigt farvel til tøjbutikken Standard, som ægteparret Beth og Lars Pedersen overtog i 1969 og lige siden har drevet sammen.
Hadsten Sangforening troppede op og gav et par numre, selvom de ikke har øvet i lang tid på grund af corona.
»De rustne stemmer blev rørt, og det blev alle de tilstedeværende ligeledes, ikke mindst Beth og Lars,« fortæller Lars Simonsen, formand for Hadsten Handel.
Lars Pedersen var dog ikke mere berørt, end at han sprang til og sang med på det sidste nummer sammen med sine kammerater i sangforeningen, som Lars er med i.

Grundsten
Lars Simonsen holdt en tale for Beth og Lars, som altid har været en af grundstenene i Hadsten Handel og har holdt fast i de gamle dyder med at have styr på tingene og sætte kunden i fokus.
Som et symbol på Standards stensikre stil modtog Beth og Lars fra Hadsten Handel en stenskulptur lavet af den lokale kunstner Kjeld Pedersen.
Udover farvel til Lars og Beth blev der samtidig sagt farvel til Jonna Fisker og indehavernes datter Helle Søby Germansen, som har arbejdet i butikken i henholdsvis 42 og 20 år.

Efter sangforeningens optræden bød Standard indenfor til en forfriskning i butikken, hvor der var god plads efter Standards vellykkede ophørsudsalg.
Standard vil blive savnet, fortæller handelsstandsforeningens formand, der samtidig glæder sig over, at der fremover fortsat vil være tøjbutik i lokalerne på gågaden i Hadsten, hvor Bo Meyer åbner en Tøjeksperten.