Svend Alhof har omdøbt sit hus til ”Gaza-Tranbjerg”, selv om det alle dage har heddet Alhofshus efter morfaren, der byggede det.

Huset er nemlig under belejring – af bevoksningen fra naboens have. Brombærbuske kravler op ad de velvoksne æbletræer og ind over hegnet i skel, et kæmpe ahorntræ strækker sine velvoksne grene over mod Svend Alhofs have, og alskens anden bevoksning presser sig inde fra nabogrunden og ud.

Som værn har den 84-årige mand opsat pæle til at støtte sin hæk, der snart ikke kan holde skansen længere på denne helt almindelige villavej i Aarhus-forstaden Tranbjerg. Svend Alhof kan snart heller ikke mere. Han frygter for sin egen sikkerhed, hvis der igen skulle udbryde brand i nabohuset, der gemmer sig bag den massive bevoksning, og han er inderligt træt af at finde levende og døde rotter på sin grund og i huset.

Cirka 500 meter i fugleflugt derfra bor Jens Erik Mortensen, der er omtrent lige så frustreret over sin nabo. De to mænd har aftalt at mødes efter på Tranbjergs lokale Facebook-gruppe at have udvekslet erfaringer med det at være nabo til et misligholdt hus. For hvad gør man, når naboen ikke magter eller ønsker at holde hus og have?

Postkassen er fyldt

Jens Erik Mortensen bor i et mindre rækkehus og har gjort det siden 1979. Ved siden af ham har også hans nabo de sidste cirka 10 år haft rigtig svært ved at holde stedet. I øjeblikket bor der slet ikke nogen på adressen. Haven er fuldstændig vokset til i fire-fem meters højde, og i forhaven skæmmer en større skibscontainer på skrå kvarteret.

»Det er fuldstændig groet til, og det roder lige så meget inde som ude. Den største udfordring lige nu er, at det ser rodet ud. Der vokser store træer op mellem fliserne, og der er grene, som banker på taget. Jeg kan ikke forstå, der ikke er nogen, der hjælper vedkommende. Postkassen bugner af breve, som jeg har stoppet ind, så de ikke bliver våde. Jeg har ringet til teknik og miljø i kommunen. Og til sundhed og omsorg, som sagde, jeg skulle ringe til hjemmeplejen. Og ved hjemmeplejen sagde de, jeg skulle ringe til politiet, hvor de sagde, at de ville se på sagen. Men der sker ikke noget,« fortæller Jens Erik Mortensen, som igen kontaktede kommunen.

»Postkassen er stadig propfyldt. Og hvis nu vedkommende ikke kommer hjem inden efteråret, flytter rotterne måske ind. De har været her før og render fra krybekælderen ind til naboerne.«

»Og bliver det frost, så rørene springer, render vandet ind til os. Jeg har henvendt mig så mange gange og til alle tænkelige instanser. Jeg har også forsøgt at få fat i rådmanden. Men man render panden imod en mur,« siger Jens Erik Mortensen.

Ifølge kommunens byggesagsarkiv har der stået en container på grunden ad to omgange. Første klage over en container er helt tilbage fra 2010, men seneste klage er fra februar 2019, hvor grundejerforeningen på vegne af en nabo klagede over en 20 fods skibscontainer, som står på skrå på grunden. På trods af gentagne henvendelser til ejeren står containeren der stadig.

Forladt

Tilbage til Gaza-Tranbjerg. Det er helt tydeligt, at det over 100 år gamle bindingsværkshus inde ved siden af Svend Alhof engang var hjem for nogen, som sørgede for, at det fremstod fra sin bedste side.

De udendørs bjælker er malet grønne ligesom taget, og dørkarmene indenfor blå. Med lidt fantasi kan man forestille sig, at indgangen til huset engang var en imødekommende velkomst til gæster. I dag ligger der en ensom brun sko under den postkasse, som aldrig bliver brugt.

Glasskår fra ituslåede vinduer knaser under de fødder, som bevæger sig ind på grunden.

Brandvæsenet har været på besøg tre gange på to år, og naboerne oplever ikke sjældent besøg af ubudne gæster i form af både rotter, festglade unge mennesker og mere lyssky elementer, der bruger stedet til at sælge stoffer. Stedet er forladt og har været det, siden den nuværende ejer købte det i 2013 for 500.000 kr.

Malene Haugnes bor på den anden side af det faldefærdige hus, med et hus imellem. Der har hun boet i syv år. Engang så hun, at det røg fra skorstenen, hun ringer troligt til politiet, når hun ser ubudne gæster i huset – f.eks. de gange, hvor hun er kørt på arbejde tidligt om morgenen og har set lys derovre. Og så har hun indsendt en officiel klage over huset til Aarhus Kommune med henblik på at få hjælp til at afsikre det. Lige lidt har det hjulpet.

Utrygt

Naboerne på vejen synes både, at det er utrygt og utroligt, at huset og grunden bare kan ligge og forfalde på den måde.

»Det er da bekymrende, at man bare siger: ”Jeg vil skide jer et stykke”,« siger Hans Mikkelsen, der har boet på vejen i 28 år.

Han og en anden af de mangeårige beboere på vejen gjorde Malene Haugnes selskab, da hun en formiddag i den forgangne uge viste det forladte nabohus frem. De har hver især forsøgt forskellige ting. De har uden held haft fat i ejeren, i kommunen, i rottefængeren og i politiet.

»Det trækker jo området ned. Og når børnene bliver ældre, er det jo sådan noget, de bliver tiltrukket af,« siger Knud Jensen, der har boet på vejen i 33 år.

Det sidste kan Malene Haugnes nikke genkendende til.

»Det er utrygt. Der går ikke mange år, før min søn begynder at synes, at det er spændende derovre,« siger hun, der ikke forstår, at Aarhus Kommune ikke som minimum kan lukke huset af med plader foran indgang og vinduer for at forhindre uvedkommende i at bruge det.

Hun synes, det er synd for den 84-årige Svend Alhof og har af den grund taget fat i både kommune og JP Aarhus. Alle ønsker at hjælpe og vil bare gerne have, at der sker noget.

Claus Kristian Petersen, der har træfældervirksomheden Topkapperen, har sågar tilbudt at rydde hele grunden, mod at han enten kan leje eller købe sig ind og dermed få plads til sine maskiner. Men alt strander ved, at ingen kan få ejeren i tale – og ejendomsretten er ukrænkelig, så selvtægt ville naboerne blive straffet for.

Skal rives ned

Tom Holst, indehaver af ejendomsmæglerkæden EDC’s Tranbjerg-afdeling, er opvokset i byen og kender godt huset. Han blev engang tilbudt at forsøge at sælge det, men takkede nej.

»Huset skal rives ned. Det kan ikke svare sig at istandsætte det,« konkluderer han og forklarer, at husets størrelse, alder og beliggenhed lige op ad landevejen og jernbanen gør det rigtig svært.

»Jeg jublede ikke over at få det til salg. Og med det, de forventede at få for det, meldte jeg fra.«

Ifølge Boliga blev huset i december 2013 udbudt til 1,3 mio. kr. – 800.000 kr. mere end det blev solgt for et år forinden. I juli 2014 blev det taget af markedet, før det igen i maj 2015 blev sat til salg for 1,2 mio. kr. I november 2016 blev det igen taget af markedet.

»Jeg havde håbet, man havde taget det hele med, da man udstykkede rækkehuse på mejerigrunden,« siger han med henvisning til en større grund et par huse længere nede ad vejen, hvor det gamle mejeri er blevet revet ned til fordel for byggeri af syv nye rækkehuse.

Af Aarhus Kommunes ejendomsarkiv fremgår det, at der i 2016 blev søgt om lov til at opføre tre rækkehuse på grunden, men sagen blev henlagt, fordi brevskriveren ikke havde forhåndsgodkendelse fra ejeren og ikke siden vendte tilbage.

Ejendomsmægleren kender til to andre triste og misligholdte huse i byen. Bl.a. Jens Erik Mortensens nabohus.

»De er slet ikke i samme stand. De er bedre og nyere. Isoleringen er, som den skal være. På et eller andet tidspunkt sættes de til salg, og så bliver de solgt hurtigt og istandsat,« siger han, men påpeger, at de tre huse i byen illustrerer udfordringen ved ejerboliger.

At man ikke kan gøre noget ved, hvordan folk passer deres hus.

»Prøv at gå ud i nogle af småbyerne. Dér vil du møde mange a la huset med det grønne tag. Der er få af den slags huse i byer som Aarhus.«

JP Aarhus har været i kontakt med ejeren af huset med det grønne tag, men det er ikke lykkedes at få vedkommende til at udtale sig.

Fællesråd kan ikke gøre noget

Tranbjerg Fællesråd er lokalområdets talerør og hjælpende hånd i forhold til at finde de rette instanser hos myndighederne, og formanden kender godt til de forladte huse i byen.

»Som udgangspunkt er det jo altid ærgerligt, når huse/grunde får lov at stå tomme og misligholdte hen. Det pynter så absolut ikke i bybilledet og kan være til stor gene for naboerne,« siger fællesrådsformand Helle Søby Degn.

Rådet kan dog ikke gøre så meget andet end at henvise til kommunen, når der drejer sig om rotter, og hegnssynet, som tager sig af uenigheder omkring f.eks. skel mellem grunde og vedligeholdelse af dem.

»Problematikken er, at det er privat ejendomsret, så det er vanskeligt at gøre noget, hvis ejeren ikke reagerer på henvendelser. Det vil det jo også være for kommunen.«

Aarhus Kommune: Ejendomsretten er ukrænkelig

Hovedparten af de sager, hvor naboer klager til kommunen over tingenes tilstand, rammer Ann Hamborgs bord. Hun er chef for Byggeri i Aarhus Kommune og anslår, at hun får cirka fem af den slags sager årligt.

Men hvad gør man, når naboen ikke vedligeholder sit hus og have, spørger naboer i Tranbjerg. JP Aarhus har spurgt Søren Garde, der er direktør i rådgivningsvirksomheden Søren Garde Rådgivning, som bl.a. hjælper kommuner med håndtering af faldefærdige bygninger.

Han kalder problematikken i Tranbjerg repræsentativ for de udfordringer, der er mange steder i landet, men som sjældent ses i en større kommune som Aarhus. Mange mindre kommuner har fået del i statens landsbypulje, som støtter nedrivning af faldefærdige huse i byer med mindre end 4.000 indbyggere og giver mulighed for, at ejere kan holdes skadesfri ved en nedrivning.

Aarhus er for stor til at få del i tilskuddet. Kommunerne har altid mulighed for at kondemnere og nedrive meget faldefærdige huse. Det kræver dog, at der er sundhedsfare ved at bo der.

»Det kan være sammenstyrtningsfare, brandfare, fugt og skimmel. Derudover skal det vurderes, at istandsættelse ikke er realistisk. Og for det tredje skal man kunne sige, at huset er til gene,« siger Søren Garde og forklarer, at man typisk kondemnerer for at undgå, at lyssky typer »giver det lidt hattelak og udlejer det«.

Byggelovgivningen har en bestemmelse om, at et hus skal være sømmeligt. Men ifølge Søren Garde er loven ikke ret effektiv, og det burde være en opgave for politikerne at gøre den mere effektiv, mener han.

»Man kan give alle de påbud, man vil, men at effektuere dem er som at tømme et badekar med en gaffel,« siger han.

Derudover er der mulighed for at afspærre en bygning, hvis forholdene er så slemme, at det er farligt for folk at opholde sig der. Men det er et fortolkningsspørgsmål, som er op til kommunen at vurdere.

Egen risiko

Aarhus Kommune afviser, at der er lovhjemmel til at gribe ind i den konkrete sag fra Tranbjerg, hvor ejeren siden 2013 har ladet sit hus stå tomt. Som svar på Malene Haugnes og hendes mands klage til kommunen over nabogrundens tilstand fik de at vide, at Aarhus Kommune intet andet kan gøre end at henvise til en rottefænger.

»Så er det jo også sådan, at uvedkommende ikke har noget at gøre på anden mands matrikel. Så med det udgangspunkt er der reelt ingen fare på færde. Og de, der så alligevel måtte vælge at gå ind i huset, gør det på egen risiko,« skrev Ann Hamborg, Aarhus Kommune, som svar på klagen over sundhedsfare ved det forladte hus på parrets vej.

Til stor frustration for parret, som i et svar til kommunens afvisning påpeger, at kommunen ved at ignorere både brandfare og nedstyrtningsfare inde i huset vil have ansvaret ved en eventuel personskade.

Men det har kommunen ikke, fastholder Ann Hamborg over for JP Aarhus. Ejeren af en ejendom kan selv bestemme, om den skal stå og forfalde, og så længe forfaldet ikke strækker sig ud over matriklen, kan kommunen intet gøre.

»I det øjeblik vi taler om forhold, der ligger på en ejendom, hvor tingene ikke kommer ud over matriklen, har vi intet at gøre, når det har med forfald at gøre. Og det er på eget ansvar at bevæge sig derind,« siger hun, men anerkender, at det kan være svært at forstå.

»Men forestil dig, at din nabo havde en holdning til, hvad du skulle gøre på din grund. Det ville du heller ikke synes var interessant. På sin matrikel kan man i høj grad gøre, hvad man vil, og jo længere væk fra skel man kommer, jo mere kan man bestemme.«

Er huset blevet undersøgt?

»Nej, vi har fotos af alle ejendomme, og jeg kan se, at huset ligger inde på grunden og ikke er tæt på skel.«

Er I ikke forpligtet til at undersøge, om det er nødvendigt at udstede påbud om afspærring af huset?

»Hvis nu huset havde ligget ved fortovet og tagrender eller tagsten kunne falde ned på fortovet, så jo. Går det ud over matriklen, er vi et sted, hvor vi kan vælge at gå ind og udstede et påbud,« siger Ann Hamborg.

Teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V) slår desuden fast, at kommunen ikke skal blande sig i alt.

»Forventningerne til os er store, og det tager jeg som en tillidserklæring, men kommunens beføjelser og striber på skuldrene svarer ikke altid til borgernes forventninger,« siger han og konkluderer, at den slags nabotvister, som beskrevet her, ikke er noget, kommunen har lovhjemmel til at klare.

Han vil ikke kommentere på enkeltsager, men henviser bl.a. til hegnstilsynet, som er en uafhængig myndighed nedsat til at gå ind i den slags sager.

Hegnssynet kan råde

Hvis man er generet af naboens bevoksning, må man ikke bare klippe den del, der går ind over skel. Det forklarer hegnssynets formand, Ole Bøgh Vinther. Reglerne er, at man må klippe op til ca. 3,5 meters højde af den bevoksning, som vokser fra naboens grund ind på egen grund. Og generer f.eks. grene fra et træ taget, kan man også klippe i dem.

Hegnssynet har typisk 30 sager årligt, og selv om ingen sager er ens, er de typisk kendetegnet ved uenighed om skelgrænsen eller om højden på en hæk. Ved uenighed kan hegnssynet lave en kendelse, som påbyder ejeren af en ejendom at udføre et arbejde.

»Bliver det ikke lavet, er der paragraf 42, som giver mulighed for at tilkalde en entreprenør, som skal lave det, der er afsagt i kendelsen betalt af ejendommens ejer,« forklarer Ole Bøgh Vinter, der i sine otte år som formand aldrig har været udsat for at skulle tilkalde en entreprenør til at udføre et påbudt arbejde.