Hæder til Grænseløse
Årets ildsjæl hædret på generalforsamlingen i Landsbyklyngen Østdjurs

Teamet omkring den Grænseløse Festival blev fortjent hædret med vandrepokalen som årets frivillige ildsjæle på generalforsamlingen 16. juni på Havmøllen.
Den Grænseløse Festival er både en fantastisk lokal begivenhed, men trækker også mange folk til fra hele landet: Fantastisk natur, kunst, samtaler, måltider og først og fremmest fællesskab.
»Teamet får prisen for deres store arbejde med at arrangere Den Grænseløse. Deres initiativ og virkelyst er afgørende, og vi håber, de kan bevare energien til mange flere festivaller i årene, der kommer. De fantastiske rammer i det nyrenoverede Havmøllen er nu på plads til glæde for lokale og gæster udefra,« lyder det i pressemeddelelsen og begrundelsen fra Landsbyklyngen Østdjurs.
Stor aktivitet
På generalforsamlingen fortalte de mange projektgrupper om alle de ting, der sker i lokalområdet:
Verdensmålenes Hus i Tirstrup er godt i vej med håb om et projekt til op imod 9 mio kr.
I Tirstrup er der også godt gang i byfornyelsen, hvor der allerede er meget synlige resultater langs hovedvejen.
Der er stort fokus på bæredygtighed og de lokale producenter af fødevarer arbejder med at få samlet og organiseret salget. Info- og salgsvognen er nu åben og i gang.
Derudover kan nævnes Havgys, der arbejder med sauna til vinterbadning, Gå-værter med gåture flere gange ugentligt, styrketræning i Balle, ny butik i Rosmus og håbet om ny cykelsti mellem Tirstrup og Rosmus.
På generalforsamlingen blev bestyrelsen genvalgt, så den fortsat består af Frederik Svinth, Thomas Hansen, Sofie Magos, Jørgen Brøgger, Peter Koustrup, Rebecca Vetter, Jytte Bjørn, Allan Kartin og Lars Robdrup.
gs