Nu går solen sin vej

Vi har netop fejret sankthans og i den forbindelse også sommersolhverv – altså den længste dag. Herefter går vi mørkere tider i møde, fordi solen nu pakker sine sydfrugter og går sin vej.

Det kan lyde helt trist, og præcis sådan kan det også føles på denne længste dag, hvis man lader tankerne følge mørket. På den måde, kan det lyseste kalde det mørkeste frem, ligesom det modsatte kan gøre sig gældende ved vintersolhverv; at her kan mørket og kulden kalde lyset og varmen frem, fordi horisonten ændrer alt.

Som når vi står op til en dag fuld af lystbetonede gøremål, så går dagen med raske skridt og føles alt for kort. I modsætning til dage, hvor vi står op til opgaver, vi kun gør af pligt, så er det som om, den dag ingen ende vil tage. Så er det som om tiden står stille.

Sådanne dage har vi nok alle eksempler på fra vores eget liv. For nylig oplevede vi én i fællesskab. Det var da Christian Eriksen faldt om for åben skærm. Der skete der i samme sekund et omslag i tiden og hastigheden. Da fór al EM-eufori ud af kroppen på én gang, og den tid, der ellers var fløjet af sted i forventningsglæde og kampgejst, begyndte pludseligt at gå skræmmende langsomt, alt mens tankerne og frygten tog fart. Heldigvis endte det godt! Men frygten sad i kroppen i mange dage, og det var som om, at øjeblikket, der stod stille, blev til flere dage, der stod stille i både radio og TV og i mange danskere, børn som voksne.

I den danske folkekirke kalder vi sorgens dag for langfredag, for at understrege lidelsen, mens man i den anglikanske kirke betegner dagen ’Good Friday’, fordi man fra langfredag kigger hen på påskemorgens opstandelsesglæde.

Og når Pippi Langstrømpe skal forklare, hvor lange hendes strømper er, så svarer hun, at de er længere end dagen før juleaften, for så forstår ethvert barn, at de er uendeligt lange, for al den venten på juleaften er også en slags pinsel for et barn.

Så jo, horisonten ændrer alt! Og derfor sidder vi også bænket med ansigtet mod øst, når vi går i kirke, ligesom vi også begraves med ansigtet mod øst – altså for så vidt, at vi bliver begravet og ikke brændt – fordi lyset og Kristus kommer fra øst.

I dét perspektiv lever vi som lyset børn uanset, hvor vi kigger hen og kan synge med på sidste vers af Holger Lissners dejlige aftensalme:

Nu går solen sin vej,

men vi er ikke ene,

for du, Herre, lever og vender vor frygt,

så når du er i mørket,

er det ikke mørke,

når du er iblandt os, da sover vi trygt.

Glædelig lys sommer!