Mjød-nørd åbner bryghus i privaten i Røgen
»Drømmen er, at jeg kan gå fuldtid om fem til ti år,« siger Benny Præstegaard, som netop har åbnet Gefion Bryghus i Røgen.

Vand, gær og honning. Det er grundopskriften på mjød. Dertil kan man så tilsætte forskellige hint af eksempelvis lakrids, æble eller hyldeblomst - men det bør altid kun være noter af en anden smag, mener Benny Præstegaard, som ejer Gefion Bryghus i Røgen.
»Jeg synes altid, at det bør være honningen, som er i centrum. Jeg har før smagt mjød, som smagte mere af Ribene-saftevand end alkohol,« siger den efterhånden erfarne brygmester, som netop har hevet Gefion Bryghus hjem i privaten i Røgen.
Egentlig startede Gefion Bryghus i Skannerup i Silkeborg Kommune tilbage i 2016. Her sprang Benny Præstegaard og en kammerat ud i mjød-brygningen sammen.
»Jamen jeg har har altid interesseret mig for vikinger, og den måde de levede på. Derfor faldt interessen også på mjød. Så jeg forsøgte mig selv med en 12-liters-beholder, og det gik jo godt. I hvert fald fik jeg gode tilbagemeldinger - og min mor begyndte at sælge det til sine veninder,« erindrer Benny Præstegaard med et smil.
Da tiden var rigtig for både Benny og hans kammerat, gik brygningen i gang. Hele 2016 gik med at producere - for så lang tid tager det, hvis man vil undgå for meget bundfald, forklarer brygmesteren:
»Masser af gode råvarer, kærlighed og masser af tid.«
Er lige på trapperne
I efteråret 2019 fik kammeraterne dog travlt med hver sit fuldtidsjob, så produktionen blev sat i bero til langt ind i 2019.
»I 2020 sluttede vi så vores fælles projekt, men jeg valgte at tage produktionen hjem og føre det videre. Jeg havde i forvejen et IT-firma, som så blev konverteret til et bryghus,« fortæller Benny Præstegaard.
Det gjorde han i slutningen af 2020, men først nu, hvor den nuværende omgang mjød er liiige ved at være på trapperne til at komme på flaske, erklærer han Gefion Bryghus - version 2 - for åben.
På menuen er:
- Forårsmjød - som er mere mild i smagen.
- Sensommer mjød - som er mere kraftig i smagen, fordi honningen simpelthen har en mere kraftig smag på det tidspunkt.
- Æblemjød - med æbler fra byen.
- Hyldeblomstmjød - er en fast sæsonvare, hvor hylden findes lokalt.
- Han arbejder desuden på en opskrift med rabarber.
Alkoholprocenten ligger på 13-14 procent.
Mjøden sælges - efter forudgående aftale - fra huset på Toustrupvej 21 i Røgen. Man kan desuden følge med i produktionen via Facebook.
Artiklen fortsætter unde billedet:

Håber på fuldtid
Selvom mjød-brygningen er Benny Præstegaards store passion, så er det dog ikke det, som skaffer ham smør og brød på bordet - endnu. Men det er drømmen på længere sig.
»Jeg håber, at jeg indenfor et par år kan få så godt gang i salget, at jeg kan holde én dag fri om ugen. Drømmen er så, at jeg kan gå fuldtid om fem til ti år. Nu har jeg i hvert fald taget beslutningen om at se, hvor langt det kan føre,« siger den 41-årige mjød-entusiast, som til daglig er ansat ved Aarhus Universitet, hvor han sørger for en del af deres IT-system.
Hvis der skal godt gang i salget, skal flere gerne have øjnene op for mjøden - og det er allerede godt i gang med at ske, forklarer Benny Præstegaard
»De seneste to-tre år er mjød gået fra at være forbeholdt vikinge-nørder til også at blive drukket af hr. og fru Danmark. Ligesom der er kommet flere cocktails med mjød.«