Ny uddannelse med et grønt tvist for unge med autisme
'Den Grønne STU' skal være et springbræt til jobmuligheder indenfor de grønne fag med fokus på bl.a. outdoor aktiviteter, grønne teknologier, bæredygtighed og sund kost.

Til august starter 20 unge på ’Den Grønne STU’, som er Aarhus Kommunes nye uddannelsestilbud til unge med autisme. STU står for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, som er målrettet unge med særlige behov. Målet med ’Den Grønne STU’ er, at de unge opbygger kompetencer til at kunne varetage job inden for de grønne fag, og at de unge får en ballast til at kunne leve et godt og sundt unge- og voksenliv.
»Der er i disse år en stærk grøn bevægelse og klimabevidsthed, som sætter sine spor i både byudvikling, jobskabelse og især præger de yngre generationers livsstil og fællesskaber. Med udviklingen af ’Den Grønne STU’ ønsker Aarhus Kommune at koble sig til disse bevægelser og sikre, at unge med autisme kommer frem i første række i forhold til at få fleksjob eller anden beskæftigelse indenfor de grønne fag. Vi bygger videre på de stærke pædagogiske kompetencer indenfor autismeområdet, som vi har i MSB, og arbejder løbende med at give uddannelsen et grønt tvist,« siger Kristian Würtz, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i en pressemeddelelse.
Stort ønske
For at sikre brugernes stemme har Landsforeningen Autisme deltaget i den arbejdsgruppe, der udvikler rammerne for ’Den Grønne STU’, og kredsformand for Landsforeningen Autisme Kreds Østjylland, Marianne Banner, ser frem til, at uddannelsen begynder.
»Vi har gennem flere år fået mange henvendelser fra forældre, der efterspurgte en STU med mulighed for at omgås med dyr og deltage i udendørsaktiviteter. Det ønske har vi talt meget om på vores møder med driftschefen, og vi er meget glade for, at der er blevet lyttet til os her. Jeg er også glad for, at vi er blevet direkte inddraget i arbejdsgruppen omkring oprettelsen af dette tilbud. Jeg håber, denne tematisering vil give flere unge, især piger, glæde ved at gå på STU – og ikke mindst at de vil få bedre mulighed for at komme i beskæftigelse bagefter,« siger Marianne Banner.
Den Grønne STU, der indeholder fag som gartneriværksted, køkkenværksted, digitalt værksted og outdoor, får til huse i Holme Nygård, som er en firlænget gård med have og grønne arealer.
gs