Byrådsmedlem Peter Sporleder har sendt unge hjem i kister
Peter Sporleder er udsendt til Bagdad af Forsvaret. Han foretrækker på flere områder jobbet som feltpræst fremfor jobbet som lokalpolitiker.

Mens de øvrige byrødder i Aarhus har taget hul på valgkampen til kommunalvalget (det er først til november, og de sociale medier er allerede glødende), befinder et enkelt byrådsmedlem sig i øjeblikket i stegende hede i Iraks hovedstad Bagdad.
Han hedder Peter Sporleder, og han har taget orlov fra sit politiske arbejde. Skiftet pæne skjorter ud med en camouflagefarvet uniform. 49-årige Peter er uddannet feltpræst, og når man har en kontrakt med Forsvaret, kommer man, hvis man bliver kaldt på.
Jeg tror, folk er trætte af det her spil, hvor man lover alt muligt. Det virker kunstigt, og jeg vil ikke være en del af det.
Fader vor
De danske soldater, der bor i basen »Union III«, skal uddanne og undervise de lokale soldater i Bagdad. Det sker i NATO-regi, og soldaterne er inviteret til Bagdad af den irakiske regering.
Feltpræstens rolle ændrer sig afhængigt af missionens karakter, fortæller Sporleder via Messenger-opkald fra basen »Union III«.
»Min opgave som feltpræst er at støtte soldaterne, hvor de er, og fordi soldaterne ikke er i krig bliver mit fokus også anderledes. Denne gang er en af mine primære opgaver er at holde gudstjenester, og så er jeg tilgængelig for vores soldater, uanset om det handler om kærestesorger eller eksistentielle spørgsmål,» siger han og tilføjer:
»Jeg har nået en alder, hvor jeg kunne være far til soldaterne, og den rolle påtager jeg mig også nogle gange. Det betyder også, at jeg kan være den voksne, hvis der er brug for det.«
Peter Sporleder har været præst i Holme Kirke i Højbjerg, hvor han bor, 12 år. Han har været feltpræst i 20 år.

Livet som indsats
Det er sjette gang, Peter er udsendt, og de tidligere ture har »primært været hårde tur«.
Jeg tænker, at valgene skal vindes mellem valgene. Jeg vil gerne have en taburet igen, men for mig er det ikke alfa og omega.
I 2007 var han en del af Irak hold 9 i Basra (»raketterne regnede ned over lejren«), og i 2012 var han i Helmand-provinsen i Afghanistan. Her mistede 43 danske soldater livet mellem 2016 og 2014.
»Der har vi været i krig, og folk har været i kamp med dødsfald til følge. Jeg har sendt folk hjem i kister. Vi havde soldater, der mistede arme og ben og liv, og det er hårdt at være i et område, hvor folk i den grad vil os det ondt,» siger han til Lokalavisen Aarhus.
Peter Sporleder er dog afklaret med sin rolle og med livet i krigszoner.
»Det er hårdt at se unge mennesker blive dræbt. Men det er sådan, det er. Vi ved, inden vi tager afsted, at det kan blive dyrt på alle mulige måder. En af mine opgaver er også at være med til, at de unge mennesker kommer så hele hjem som muligt. Når man er i starten af 20’erne har man ikke så meget livserfaring at stå imod med,« siger han.

Ikke som i Føtex
Når man kommer fra det kolde nord, kan varmen i Irak i sig selv være overvældende.
»Vi har haft 48 grader i dag. Man smelter bare. Det er ulideligt varmt. Der er helt vindstille, men luften er så varm, at man brænder huden i panden, hvis man går for hurtigt. Folk har meget tøj på, og det er simpelthen for at beskytte huden. Min aircondition står på 30 grader i soveværelset, og jeg sover i den varme for ikke at få et chok, når jeg kommer ud,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
De unge soldater, Peter er udsendt med, lider også i varmen. Om det er derfor, lejrens kapel er velbesøgt skal være usagt, men Peter er ikke i tvivl om, at han har nemmere ved at nå de unge end så mange andre præster i Folkekirken.
»De går til præsten som den mest naturligt ting i verden. Det ville aldrig ske i Holme. Hvis en ung mand gik hen til mig Føtex og bad om hjælp, ville de andre i butikken tro, han var bindegal. Men her er det en naturlig del af livet, og det synes jeg, vi skal være stolte af,« siger Peter Sporleder.

Ordkrig og grønne skove
Der er flere ting ved livet som udsendt, Peter Sporleder foretrækker i forhold til sit politiske arbejde. Han repræsenterer i øvrigt de Konservative i Aarhus Byråd.
»I krig kan man se fjenden. Det kan man ikke altid i politik. Jeg kan også godt lide, at livet i Forsvaret er meget kontant, og at man kan tage hurtige beslutninger. Jeg kan godt blive utålmodig i politik. Guderne skal vide, at det kan lang tid at træffe en beslutning i byrådet,« siger han.
Når Peter kommer hjem til efteråret, er det med et ønske om, at byrådsmedlemmerne kan beslutte ting hurtigere, end de gør nu.
»Vi behøver ikke være imod hinanden. Vi behøver ikke bekrige hinanden. Lad os nu få lavet nogle resultater til gavn for flest muligt i stedet for at kigge så meget på partifarver,« siger Peter Sporleder.
Der er godt 5000 kilometer mellem Aarhus og Bagdad, men Peter følger med i den hjemlige lokalpolitik på afstand. Det er ikke et behageligt syn, mener han.
»Jeg kan se på eksempelvis Facebook, at de forskellige partier kører hinanden i position til valgkampen. De lover guld og grønne skove til vælgerne og bekriger hinanden. Det bliver hult og beskæmmende, og det bliver tomme ord, når politikerne fortæller om alt det, de gerne vil, uden finansieringsforslag«, siger Peter Sporleder til Lokalavisen Aarhus.

Ikke alfa og omega
Nu, hvor han er i gang, får de unge, der går direkte fra studiet ind i et politisk liv, også nogle borgerlige ord med på vejen.
»Jeg har set unge mennesker, der er sindssygt skarpe og dygtige, storme frem. Men de har hverken erhvervs- eller livserfaring. De ved ikke, hvordan verden fungerer og har ingen forståelse for, at de beslutninger, vi træffer, rent faktisk har konsekvenser for hr og fru Jensen. Det er svært at sætte sig ind i andres situation, hvis man aldrig har været der,« siger Peter Sporleder.
Kan du se dig fri for at bruge de samme kneb som de øvrige byrådsmedlemmer, når du er hjemme? Bekriger du ikke også selv de andre partier på samme måde i dit politiske arbejde?
»Selvfølgelig skal vi lave valgkamp, og jeg går også til de andre i politiske debatter. Jeg har også interesse i, at folk ved, hvem Peter Sporleder er. Men jeg synes ikke selv, at jeg er en del af det politiske spil. Det skal ikke være på bekostning af andre, når vi går til valgkamp. Jeg forsøger at være ordentlig. Jeg vil gerne have en taburet igen, men for mig er det ikke alfa og omega.«
Peter Sporleder vender tilbage fra Irak i august .
Han blev valgt ind i Aarhus Byråd i 2018.