Håndplukkede læseoplevelser i din sommerferie
I skolernes sommerferie kan du bestille en 'Sommerferiepose' med bøger og andre biblioteksmaterialer håndplukket til dig og din familie.

Sommerferie er for mange lig med ekstra læsetid. Men hvilke bøger skal man komme i feriekufferten, rygsækken eller bilen? Det spørgsmål står personalet på Syddjurs Bibliotek altid klar til at hjælpe med at svare på. Og denne sommer bliver det endnu lettere at få de gode læseoplevelser med på ferie, når bibliotekets personale tilbyder at pakke en Sommerferieposer tilpasset den enkeltes ønsker og behov.
»Der er mange ting, der skal ordnes op til en ferie. Og i år er der ekstra meget at huske på, når der skal planlægges Coronatest og tjekkes rejsevejledninger for forskellige destinationer. Derfor vil vi gøre det ekstra nemt at få gode bøger med på ferien,« fortæller formidler Sussi Gadmar fra Syddjurs Bibliotek i en pressemeddelelse.
Send dine ønsker
Syddjurs Bibliotek trækker på de gode erfaringer fra Biblioteksposer-to-go, som blev en stor succes under Coronanedlukningen, og som fortsat tilbydes.
Sussi fortæller videre:
»Med Sommerferieposerne vil vi gerne nå ud til endnu flere og gøre opmærksom på, at du kan tage biblioteksmaterialer med på sommerferien, lige meget om du skal tilbringe den med rygsæk på landets vandrestier, på bilferie med familien, slappe af i campingvognen eller arbejde i sommerlandet. Og vi gør det nemt: Ud fra lånernes ønsker pakker vi en fiks og færdig pose lige til at hente. Nogen ønsker underholdning til en lang biltur, andre vil have gode romaner med i sommerhuset eller lækre oplæsningsbøger til børn eller børnebørn. Vi klarer det hele.«