Spejderne gør klar til nye lopper
Gør et fund eller nøjes med at hygge med fadøl og grillpølser.

Lørdag 26. juni slår Ørsted Spejderne dørene op til et mekka af nye loppe effekter.
Der er nu pakket 240 kasser ud med nye friske loppesager. Derudover er der kørt 32 trailere med møbler til Spejderlopper og Retro på Toldbodgyde 1 i Ørsted, så det har været nødvendigt at tage yderligere 400 kvm i brug til at huse de mange møbler.
Det skriver Ørsted Spejderne i en pressemeddelelse.
Gode fund
Området foran loppebutikken omdannes også til markedsplads, hvorfra der blandt andet sælges tøj under mottoet:
’Gi’ hvad du vil’.
Den 26. juni genoptages budboden, hvorfra de allerbedste fund sælges til højst bydende, hvor der er stor chance for at gøre et virkelig godt fund.
Musik bliver der også, og denne gang er det studenterbandet Elevatorjazz med Nina Exner i spidsen. Samtidig bliver der mulighed for at nyde en kold fadøl sammen med en ristet frankfurter på pladsen foran loppehallerne.
Dørene åbnes klokken 10 og loppemarkedet lukker klokken 13.
SC