Præsteklumme: Ansvaret for Guds skaberværk

Fokuserer vi så meget på ”troen” i folkekirken, at vi glemmer gerningerne?

I bogen ”Planetary Solidarity” skriver Cynthia Moe-Lobeda (professor i kristen etik i Californien) om helligåndens betydning for, hvordan vi ser og udlever kristendommen.

Hun hævder, at vi har ”tæmmet” helligånden. Vi taler højest om helligånden i kirken, men glemmer den som en kraft til at udøve gode gerninger i verden – og helligånden bliver derfor ikke forbundet med aktive tiltag hen mod at skabe sociale og klimamæssige forbedringer.

Derfor foreslår hun nye sammenhænge til dåb og nadver og dåbsundervisning, så de moralske implikationer af kristentroen og helligåndens virke bliver tydeligere. Her kunne udendørs dåb i en folkekirkelig sammenhæng være interessant. Hvem ville lade sit barn døbe i en forurenet flod?

Barbara R. Rossing (professor i Ny Testamente i Chicago) skriver, at vi er nødt til at handle, så konsekvenserne af vores handlinger er i overensstemmelse med den verden, vi faktisk ønsker at leve i sammen med vores medmennesker, og al det liv, vi har et medansvar for.

Vores forhold til grænseløs økonomisk vækst er afguderi, skriver hun, for når vi med vores overforbrug skaber klimakrisen, så leger vi i virkeligheden Gud. Vi respekterer ikke den skabte verden. Viser ikke omsorg og ansvar for natur og dyr. Eller de fremtidige generationer, som skal leve med den krise, vi selv har skabt, og endnu ikke har gjort nok for at ændre på. Vi skal ikke kun tale om alt det gode i kirken, men også vise det i praksis.

Lad mig slutte med et salmevers, som kan synges til ”Guds nåde er en vintergæk”:

Guds skaberværk / er som en puls / den dunker i os alle / Og når vi mærker/ livets sus / vi kæmper mod at falde / Guds jord er overflod / men vi gi’r underskud / Vi har kun en planet / kom mod og alfabet / lad helligånden føre.

Planetary Solidarity. Global Women’s Voices on Christian Doctrine and Climate Justice. Ed. Grace Ji-Sun Kim and Hilda P. Koster