I samarbejde om ny klimamesse
Rosenholm Slot er i weekenden 4.-5. september ramme landets første klimamesse, der er målrettet borgerne.

Kontrasten mellem det gamle og det nye kan næsten ikke være større, når Rosenholm Slot, der blev færdigbygget i 1559, i weekenden 4.-5.. september lægger areal til den nyskabende klimamesse ’Fair Festival Rosenholm Slot’. Her kan de besøgende få viden og inspiration til en grønnere fremtid fra over 80 udstillere, der fremviser og præsenterer deres innovative løsninger inden for bæredygtighed. Det er f.eks. idéer til energiforbedring af boligen, valg af ny bil, rejser med lavt CO2-aftryk, klimavenlig kost og bæredygtig mode.
Klimaplan for husstande
’Fair Festival Rosenholm Slot’ realiseres i et samarbejde mellem Syddjurs Kommune, Rosenholm Slot og det digitale boligsite myhouse.dk. Idémanden bag messen er Erik baron Rosenkrantz, der sidder i Rosenholmfondets bestyrelse, som driver Rosenholm Slot. Han står også bag sitet myhouse.dk, hvor de besøgende forud for messen opfordres til lægge deres egen personlige klimaplan. MyHouse’s nyudviklede CO2-beregner kan nemlig give den enkelte dansker et overblik over, hvor meget man selv udleder og hvor man dermed selv kan sætte ind, hvis man ønsker at bidrage til den grønne omstilling.
Erik baron Rosenkrantz har som mål, at messen skal inspirere danskerne til en grønnere hverdag, skabe husstande med en klimaplan og fremvise muligheder, der alle kan bidrage til en grøn omstilling hos den enkelte borger. Samtidig er det oplevelsesrige dage for hele familien.
»Hele ideen er at få tydeliggjort ens egen udledning af CO2 gennem den gratis service på myhouse.dk. Jeg tror på, det er vigtigt at få involveret den enkelte dansker langt mere i den grønne omstilling. Vi kan ikke bare at tro, at regeringen, kommunerne og virksomhederne kan nå målene alene. Messen vil derfor blandt andet bestå af en masse boder, hvor virksomheder vil vise, hvordan netop de kan hjælpe den enkelte til et grønnere og mere klimabevidst liv,« siger Erik baron Rosenkrantz i en pressemeddelelse.
Lene Beier er vært
Fra scenen foran slottet vil TV2-vært Lene Beier styre slagets gang, når der bliver afholdt interview og foredrag med leverandører af bæredygtige løsninger, specialister og eksperter, som alle vil inspirere til en mere bæredygtig livsstil.
Jeg synes, både kommunen, Erik baron Rosenkrantz og myhouse.dk har gang i noget meget spændende, og derfor stiller jeg med glæde op på slottet.
»Jeg synes, både kommunen, Erik baron Rosenkrantz og myhouse.dk har gang i noget meget spændende, og derfor stiller jeg med glæde op på slottet. Vi må jo alle prioritere, hvor vi som enkeltpersoner kan gøre en indsats og en forskel. Det bliver så inspirerende at være i selskab med mennesker, der har samme fokus som jeg selv indenfor alt fra biodiversitet, bæredygtighed og klimabevidsthed. Jeg tror, det er vigtigt, at folk inspireres positivt, så de i egen hverdag kan lave tiltag, der er med til at sikre, vi efterlader en god verden til vores børn. Og det tror jeg i den grad på, denne nyskabende messe kan være med til at sikre,« siger Lene Beier i pressemeddelelsen.
Syddjurs er med
Syddjurs Kommune bliver det første sted i Danmark, hvor man på denne måde vil prøve at aktivere den private borger i at reducere sit klimaaftryk. Det er på baggrund af Bæredygtighedsudvalgets anbefalinger og Byrådets Klimahandlingsplan 2021-2024, at Syddjurs Kommune har besluttet at gå ind i messen.
»Borgerne er jo kommunen, og derfor er der så god ræson i, at vi er med på denne messe med vores egen stand og som medarrangør. Hvis vi kan være med til at inspirere både virksomheder og borgere til at se på deres eget aftryk og muligheder for bæredygtighed, er vi kommet langt. Vi vil gerne vise de mange muligheder, borgerne har i hverdagen for en mere bæredygtig livsstil - både de unge og de ældre, hvorfor vi tror på, denne nyskabende messe kan være med til at nå de mål. Og så er det også en fantastisk platform for lokale virksomheder til at vise de muligheder, man har som borger,« siger Martin Frøst, klimakoordinator i Syddjurs Kommune.
gs