Præsteklumme: På perronen

Jeg så fornylig en filmscene fra London under anden verdenskrig: En mor står ved toget for at sende sin 10-årrige afsted i sikkerhed for tyskernes bomber. Hun stryger ham over håret og siger: Be good. Vær en god dreng. Det slog mig, at det er helt andre bekymrede ord, vi sender børn afsted med i dag. Hav det nu godt, og pas på dig selv. Man ikke kan sammenligne flugt fra bomber med skolerejser og interrail, men drengens mor havde sådan set mere grund til at sige: hav det godt og pas på dig selv, end interrailerens curlingmor. Alligevel sagde hun be good, og der var tiltro i de ord.

Historien minder om de ord, Jesus sender os ud i verden med på søndag. Han siger: Be good. Vær barmhjertige. Døm ikke. Fordøm ikke. Giv og Tilgiv. Giv. Så skal I nok klare jer.

Jesus er ingen curlingfar. Han står ikke med bekymret stemme og siger pas på jer selv, børn. Han bemyndiger os. Han tiltror os, at vi kan være barmhjertige som hans far er barmhjertig. At vi kan lade være at dømme og fordømme. At vi er i stand til at tilgive og give. Som moderen tiltror den lille dreng på perronen, at han kan være en god dreng. Helt alene. På egen hånd i en krigsramt verden.

Er det ikke for meget forlangt at lægge det ansvar på spinkle drengeskuldre? Og er det ikke for meget forlangt af os, at vi skal gå ud i benhård verden og være barmhjertige. Måske. Jesus betalte den højeste pris for barmhjertigheden. Det kostede ham livet. Alligevel siger han, det er hvad vi skal. Selv om vi fejler. Selv om vi bumler afsted med bjælker i øjnene og svigt i bagagen. Så kan vi gå hen og blive troværdige mennesker at leve sammen med.

På perronen står en far, der ved, hvor svært det er. Han står helt rolig og fuld af tillid og siger be good. Så skal I nok klare jer unger.