Klager over byggeri afvist

Skanderborg Kommune gjorde ikke noget forkert i forhold til planlov og kommuneplan i forbindelse med vedtagelse af et byggeri på hjørnet af Banegårdsvej og Krøyer Kielbergs Vej i Skanderborg. Det slår Planklagenævnet fast i en ny afgørelse, der ikke kan ankes.
En række naboer til det kommende byggerier havde klaget til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Derfor har nævnet kigget på, om kommunen i forbindelse med planvedtagelsen har overholdt planlovens §§ 23 c, 24 og 27 samt om lokalplanen er i strid med kommuneplanen, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 1.
Og svaret er nej.
Grundlag er ok
I begrundelse fra Planklagenævnet kan man læse følgende:
»Planklagenævnet bemærker, at der ikke er noget i planloven, herunder hverken planlovens § 12 eller § 13, som er til hinder for, at kommunen vedtager et kommuneplantillæg, som muliggør placering af en højhusbygning på et konkret areal, uanset om placeringen måtte være i strid med ordlyden af kommuneplanens retningslinjer eller rammer for tilsvarende område.”
»Planklagenævnet vurderer, at det fremgår udtrykkeligt af kommuneplantillægget, at der kan placeres en bebyggelse til etageformål i rammeområde 10.B.17. Der er således vedtaget en detaljeret kommuneplanlægning, som muliggør en etagebebyggelsen i det konkrete område, og lokalplanens placering af en etagebebyggelse på den planlagte placering er dermed ikke i strid med kommuneplangrundlaget (kommuneplantillægget), uanset det bygges på flere matrikler eller med en bebyggelsesprocent på 120.«
Bygges i tre etager
»Hvad angår de dele af retningslinjerne, som vedrører hensynet til de visuelle forhold, udsyn og indkig, bemærker Planklagenævnet, at disse forhold ikke er reguleret i kommuneplantillægget. Planklagenævnet finder ikke, at retningslinjerne i kommuneplanen er formuleret så klart, at der kan udledes konkrete krav til lokalplanlægningen, hvorfor den konkrete lokalplan ikke er i strid med disse.«
Byggeriet bliver i 3 etager og får en højde på 14 m. Bebyggelsesprocenten bliver dobbelt så høj som anvist i kommuneplanen. Bag projektet står selskabet GS Invest Holding ved Gorm Schmidt.