Fattiggårdens forvandling: »Det var det, vi drømte om – det er drømmen, som bliver levet«

For fem år siden faldt Martin Møller på nettet over en faldefærdig trelænget gård, der var sat til salg i det nordligste Norddjurs. I dag bygger han og kæresten, Camilla Hviid, drømmehuset på grunden. Den samlede pris for et lavenergihus, inkl. køb og nedrivning af det gamle, bliver 3 mio. kr.

»Dét, nogle giver for en grund, kan vi sidde på 17.000 kvm grund for. Jeg er en stor fortaler for, at vi kan sidde billigt, så vi ikke nødvendigvis skal arbejde så meget,« siger Martin Møller.

Han ledte egentlig efter en byggegrund tæt på havet, men blev tiltrukket af den gamle gård fra 1875, der indtil 1907 fungerede som fattiggård for op til 18 fattige, som boede og arbejdede for kost og logi. Sælgeren i 2016 var en ældre kvinde, som »havde ladet naturen råde«, fortæller han og kalder de reparationer, der var foretaget, for små og hjemmelavede.

F.eks. var det oprindelige gulv erstattet af lecablokke. Nogle var muret fast, andre lå bare løse.

Gården, der ligger godt en kilometer fra Lystrup Strand – ikke at forveksle med Lystrup i Aarhus, men Lystrup vest for Fjellerup – var sat til salg for 700.000 kr., og Martin Møller, der er tømrer og byggesagkyndig, bød 650.000. Men sælgeren afslog til hans overraskelse. Der var gæld i huset på knap 700.000, og resten skulle ejeren bruge til at flytte til udlandet, så prisen landede på de 700.000 kr.

Et år senere fik han selskab af Camilla Hviid – dengang kæreste, nu forlovede og for halvandet år siden mor til parrets datter.

»Camilla syntes, det var dejligt, så hun flyttede ud til mig.«

Skulle rives ned

Det foranlediger spørgsmålet om, hvad det præcist var, hun syntes var så dejligt ved stedet, for beskrivelsen af gården lyder som det modsatte. Camilla Hviid griner af spørgsmålet. Hun og Martin Møller har lige overstået frokosten og nyder en smoothie, imens de fortæller om det sted, de overtog.

Der lå gamle papirer, møbler, klinker, bistader … Ikke ret meget brugbart.

»Der var ikke guld. Bare bras. Den store staldbygning og maskinhallen var fyldt. Men det var købt som beset, så det var bare at starte et bål,« erindrer Martin Møller.

Det var drømmen og mulighederne, der trak i Camilla Hviid.

»Min store drøm har altid været at finde én, jeg kunne flytte på landet med. Jeg er altid kommet meget på Djursland, og jeg har drømt om at renovere noget gammelt. Det er det ikke blevet til, men stedet er fantastisk. Så det var placeringen og det, det kan udover det gamle hus.«

En forudsætning for at Martin Møller ville købe gården oprindeligt var, at den kunne rives ned. Det kunne den.

»Jeg fandt en tilskudsordning, hvor man kunne få støtte til nedrivning. Det endte med, at de fra kommunen kom ud og kiggede, og tre dage efter fik jeg svar om, at det ville de gerne stå for,« siger han, der fik huset revet ned i 2017.

Forventning om mere aktivitet

Tilskudsordningen bestod af kommunale og statslige midler til såkaldt landsbyfornyelse i landkommuner i form af bl.a. nedrivning, men også renovering af ældre bygninger. Staten har siden 2014 udmeldt en økonomisk ramme til landsbyfornyelse, og de østjyske kommuner med undtagelse af Aarhus har alle i større og mindre omfang gjort brug af midlerne. Både Odder, Favrskov og Skanderborg blev tildelt midler i 2014 og 2015, men ikke de efterfølgende år, hvor Norddjurs, Syddjurs og Silkeborg til gengæld har fået del i midlerne.

De statslige midler fordeles efter en fordelingsnøgle, som er udtryk for hver enkelt kommunes behov og opgjort på baggrund af en række forhold.

Indtil i år har den statslige kompensation til kommunerne lydt på 60 pct. af den samlede pris for f.eks. nedrivning, mens den i år lyder på 80 pct. Hvor stor en effekt, forhøjelsen af refusionsprocenten har, og hvordan kommunerne gør brug af den, er det endnu for tidligt at vurdere med sikkerhed.

»Forventningen er dog klart mere aktivitet generelt, men forhøjelsen kan også ses som en mindre kommunal egenbetaling med samme aktivitetsniveau,« skriver Daniel Zilmer Theisen fra Bolig- og Planstyrelsen i et skriftligt svar til JP Aarhus.

Istandsættelse i stedet for nedrivning

I Syddjurs har man i flere år revet en del bygninger ned, men de senere år er fokus skiftet, så de statslige midler i dag hovedsagligt prioriteres til renovering eller såkaldt bygningsforbedring af den eksisterende boligmasse i form af tilskud til forsamlingshuse, bevaringsværdige bygninger og nystartede bofællesskaber, forklarer arkitekt Alette Skov-Hansen. Der kommer heller ikke så mange ansøgninger på nedrivning længere.

»Vi har revet meget ned, så vi er langt, og så fandt vi på et tidspunkt ud af, at der hvor vi gav mest tilskud var dem, der gerne ville bygge nyt.«

I 2019 og 2020 stod Syddjurs kommune for at rive 32 bygninger ned, mens der blev prioriteret midler til 70 bygningsforbedringer. Og i 2021’s første fem måneder er der givet tilsagn om støtte til otte nedrivninger og 28 bygningsforbedringer.

»Vi vil hellere istandsætte end rive ned,« siger hun.

Norddjurs prioriterer ikke bygningsforbedringer endnu, men borgmester Jan Petersen (S) vil ikke afvise, at det kommer. De seneste år har kommunen, som JP Aarhus skrev søndag, gjort en aktiv indsats for at fjerne de såkaldte bybæer, og derfor påtager kommunen sig den del af regningen, som det statslige tilskud ikke dækker, så ejere holdes helt skadesfri. Målet er at tiltrække de attraktive børnefamillier til kommunen, som ellers oplever affolkning og øget gennemsnitsalder.

Parret Camilla Hviid og Martin Møller er et eksempel på de tilflyttere, som kommunen efterstræber.

»Det var fuldstændig fantastisk og et incitament til at komme i gang med drømmehuset,« konkluderer Martin Møller, som fik at vide at nedrivningen blev vurderet til at koste 100.000 kr. Havde parret selv skullet stå for det, havde det måske kostet det samme økonomisk, men tiden havde betydet, at byggeriet af deres drømmehus ville have trukket meget længere ud.

»Vi tog på ferie imens, og da vi kom hjem var alle fundamenter og kloakker pillet op, og der var lagt stabilgrus ud til en frisk start«

Lever drømmen

Siden 2017 har 30-årige Camilla Hviid og 41-årige Martin Møller boet i en luksusudgave af en beboelsesvogn på den gamle fattiggård. Imens har de tegnet og planlagt deres drømmehus. Hun har fået ideer, han har tegnet og bygger selv huset, når fundamentet er færdigt.

»Der er virkelig en ro herude, som man ikke finder mange steder. Det føles, som om det er sindssygt langt væk, men der er en halv time til Randers og 40 minutter til Aarhus. Der ligger en brugs 4 km. væk og skoler, institution og dagpleje i nærheden,« siger han.

»Det er langt fra alt, men alligevel tæt på. Så må man tage køreturene. Mulighederne for alt er samtidig større,« supplerer Camilla Hviid og nævner f.eks. det at være selvforsynende.

De har høns, geder, ænder, en hest, et æsel, to hunde og en 240 kvm. stor køkkenhave, og begge går på jagt. Og så producerer de honning. I bytte for de mange bistader, de fandt på gården, overtog de nemlig en enkelt med bier og har siden produceret honning, som de sælger i en vejbod.

De bor på en vej med tre ejendomme. Den nærmeste nabo ligger 100 m væk og er et pensioneret ægtepar, der fungerer som bonusbedsteforældre for parrets datter og dyre- og huspasser, når det er nødvendigt. Da de fik renoveret bruseniche i beboelsesvognen, tog parret bad hos dem hver dag. Sidste hus på vejen blev for to år siden købt af et ungt par i 20’erne med et lille barn, som de har fået et fantastisk forhold til.

»Vi kan ikke bede om mere,« siger Camilla Hviid.

Martin Møller supplerer: »Det var jo det, vi drømte om. Det er drømmen, som bliver levet.«

Det er ikke for alle, erkender de. Det er en livsstil. Man skal trives med aldrig at blive helt færdig. Trives med at arbejde, fra man vågner, til man går i seng.

»Vi kan godt lide det. Den dag, vi er færdige, kommer vi jo til at kede os,« siger hun, og parret eksemplificerer med en intern joke.

De kørte på et tidspunk forbi en kvinde, som stod og vaskede sin postkasse.

»Når vi når dertil, så er vi færdige. Det er vores mål: at vaske postkassen,« griner Martin Møller og forklarer for udenforstående, at alle de ting, som de udsætter, indtil der er tid, ryger i kategorien »det når vi lige inden, vi vasker postkassen«