Distriktrådsformand: Godt nyt om fremtidens Ryomgård
Trods lang tid med corona og medfølgende restriktioner var det alligevel en optimistisk formand for Ryomgård Distriktsråd, Kirting Olesen, der iklædte sig Janus ansigtet på sidste uges generalforsamling
»Ja, jeg indrømmer gerne, at nedlukningen på grund af coronaen har lagt en dæmper på mange aktiviteter. Alligevel kan vi godt glædes over en god udvikling i Ryomgård,« lød det optimistisk fra Kirting Olesen, formand for Ryomgård Distriktsråd på sidste uges generalforsamling på Posthuset, der er blevet et pulserende hjemsted for både Distriktsrådet og mange andre lokale foreninger.
Kirting Olesen fremhævede følgende fra sin liste:
- Boligbyggeriet er i gang som aldrig før.
»Jeg tror, at vi i øjeblikket har 14 igangværende eller planlagte boligprojekter kørende i byen Og tæller vi sammen, er det noget der ligger 80-90 nye boliger.« - Realskolen har opført en ny undervisningsbygning i flere plan.
- SuperBrugsen har moderniseret og udvidet betydeligt.
- Ryomgård fik endnu engang udvidet julebelysningen.
- XL Byg har planer om en meget stor udvidelse.
- IF Midtdjurs er meget langt fremme med deres projekt om et Kultur- og Fritidscenter.
- Den store plads foran Marienhoffskolen er ved at blive rigtig flot anlagt.
- Thewinebottle har etableret sig i byens centrum.
- Erhvervsforeningen har opstillet en flot pylon som en velkomst til byen, når man kommer sydfra til Ryomgård.
Posthusets fremtid
Det er Syddjurs Kommune, der ejer det gamle posthus på Ndr. Ringvej, som nu er hjemsted for Distriktsråd, Bogcafé, mange foreninger og byens dagplejere, når de stikker hovederne sammen.
Bogcaféen, der drives af en gruppe frivillige med Peter Møller i spidsen, er jævnligt centrum for foredrags- og mødevirksomhed.
Syddjurs Kommune betaler udgifterne til el, vand og varme, der fordeles ligeligt mellem Distriktsråd og Dagpleje rent regnskabsteknisk. De samlede udgifter til el, vand og varme udgjorde cirka 30.000 kroner i 2019, ifølge Team Ejendomme Syddjurs Kommune.
På grund af Coronaen har huset desværre kørt på lavt blus i 2020, men nu tegner det heldigvis til, at der er ved at blive åbnet op igen. Og nu er der for alvor ved at komme i gang i aktiviteterne. Det gælder også vores herlige bogcafé, der er åbnet op igen.
Der er ikke sat nogen deadline for, hvornår Syddjurs Kommune har i tankerne at benytte lokalerne på Posthuset til andre formål end de nuværende. Begge parter kan opsige lejeaftalen med et halvt års varsel.
Ved indvielsen i efteråret 2013, lovede de fremmødte politikere, at når Syddjurs Kommune skal bruge Posthuset til andre formål, skal der findes alternative muligheder til aktiviteterne. Det forpligtede de fremmødte politikere sig på.
Kirting Olesen har hele tiden fastslået, at Distriktsrådet ikke har midler til at betale husleje i andre lokaliteter. Derfor er det afgørende for Distriktsrådet, at Syddjurs Kommune vil træde hjælpende til og forsikre, at de midler, som Kommunen betaler for nuværende, følger med til en ny destination. Ligesom Distriktsrådet skal have vished for ved flytning til en ny matrikel, at der er plads til Bogcaféen og lokaler til Distriktsrådsmøder mv., som man selv kan disponere over.
»Der skal foreligge en klar aftale på skrift, før Distriktsrådet vil involvere sig et andet sted,« har Kirting Olesen flere gange understreget de senere år, når temaet har været oppe at vende.
»På grund af Coronaen har huset desværre kørt på lavt blus i 2020, men nu tegner det heldigvis til, at der er ved at blive åbnet op igen. Og nu er der for alvor ved at komme i gang i aktiviteterne. Det gælder også vores herlige bogcafé, der er åbnet op igen,« konstaterede en tilfreds Kirting Olesen på generalforsamlingen.
Trafiksikkerheden
Distriktsrådsformanden undlod ikke at nævne, at trafiksikkerheden i Ryomgård er et tema, som fortsat fylder meget hos borgerne. Især bliver der kørt for stærkt flere steder i byen, og bilisterne ikke overholder hastighedsgrænserne.
»Det gælder i særlig grad Vestergade, der yderligere er belastet af den tunge lastbiltrafik sydfra på vej mod Pindstrup, som tidligere drejede fra i Thorsager, men nu ledes gennem Ryomgård. Efter vores drøftelser med Kommunens vejafdeling blev der sidste år afsat 250.000 kroner til trafiksikring i Vestergade,« noterede Kirting Olesen.
»Der er imidlertid meget delte meninger om, hvad der skal foretages. Vi holdt derfor forleden et borgermøde, hvor folk havde lejlighed til at komme med forslag, og hvor den nye leder af Kommunens mobilitetsafdeling Paw Fjordside Nielsen var til stedse. Nu går kommunen i gang med at udarbejde det endelig forslag,« kunne Kirting Olesen fortælle.
»Der er også andre steder i byen, hvor er der er problemer med trafiksikkerheden og farten, og disse udfordringer har vi henstillet til Kommunen at tage med i den nye trafiksikkerhedsstrategi, som er under udarbejdelse.«
Der er gennem årene sket meget få udskiftninger i Distriktsrådet. Heller ikke denne gang blev der skiftet ud i bestyrelsen, som består af en række rutinerede herrer, der har fingeren på pulsen i forhold til Ryomgårds fremtid.