Ny vuggestue og børnehave i gamle lokaler
Hvor der før var tiltænkt ældre mennesker, skal der nu formentlig laves vuggestue og børnehave.

Egentlig havde Børne- og Skoleudvalget og Teknik- og Miljøudvalget allerede sagt god for at indkøbe en ny pavillon til opsætning ved Børnehuset Bavnehøj for at imødekomme kapacitetspresset på 0-2-års området i Hadsten by. En anlægsbevilling på 5,185 millioner kroner blev således godkendt af de to udvalg til indkøb af ny pavillon. Da byrådet imidlertid fik fingrene i sagen på dets møde 20. april, blev det besluttet at udsætte behandlingen af sagen med henblik på en alternativ løsning på pladsproblemerne.
Nu er tanken nemlig at anvende bygningen på Ellemosevej 26A i Hadsten som daginstitution i stedet for at indkøbe en ny pavillon.
»Teknik og Miljø og Børn og Kultur vurderer, at det vil være den mest økonomisk rentable løsning. Bygningens stand er god, og der forventes ikke at skulle ske større bygningsmæssige tilpasninger. (...) Genanvendelse af eksisterende byggeri er mere klimavenligt end at opføre nyt byggeri – også i form af en pavillon,« står der blandt andet i udvalgenes referater fra deres seneste møder - der står videre:
»Lokalerne forventes klar til ibrugtagning 1. december 2021. Dog afhænger det endelige tidspunkt af nabohøring, byggetilladelse, levering af byggematerialer med videre.«
Lokalerne skal rumme en vuggestuegruppe på 12 pladser og en børnehavegruppe på 20 pladser.
»Herudover vil der være kapacitet til, at der ved behov kan merindskrives et mindre antal børn i spidsbelastningsperioder,« står der i referatet.
De 12 vuggestuepladser i Børnehuset Vesterskovvej, som i oktober sidste år blev lavet i stedet for 20 børnehavepladser, bliver permanente ved beslutning om at anvende Ellemosevej 26A som daginstitution.
Renoveres for 3,1 millioner
Ellemosevej 26A har tidligere været anvendt som botilbud for voksne med udviklingshæmning, men botilbuddet blev lukket i juni 2019 på grund af problemer med at udleje dem. I foråret 2020 besluttede byrådet at købe ejendommen og videreføre boligerne som ældreboliger, men de er utidssvarende og har slet ikke været udlejet, siden botilbuddet lukkede. Derfor besluttede byrådet på sit seneste møde at nedlægge de otte almene ældreboliger.
Dermed kunne bygningen fremover anvendes til andre kommunale formål end boligudlejning - og det bliver altså formentlig som daginstitution, hvis ellers Økonomiudvalget og byrådet på deres kommende møder siger god for det.
For at Ellemosevej 26A kan blive forvandlet til daginstitution, skal bygningerne dog gennem en renovering, og udenomsarealet skal tilpasses med legeplads, hegn, halvtag til barnevogne, og parkerings-arealet skal optimeres
Den samlede anlægsudgift estimeres til 3,150 millioner kroner.
Skovbørnehave
Fordi den nye daginstitution får begrænsede udenomsareal, foreslår Børn og Kultur, at børnehavegruppen får status af skovbørnehave med skovbørnehave-normering.
»Det betyder, at børnene i højere grad skal benytte nærområdet som legeplads, det være sig skovområdet ved spejderhytten, men også ture længere væk, hvor skolebussen benyttes,« står der i udvalgenes referater.
Det forventes, at Ellemosevej 26A skal anvendes som daginstitution i en årrække. Hvis der så eventuelt bliver etableret en ny daginstitution i Ginneruplund, vil der herefter blive taget stilling til den fremtidige anvendelse af lokalerne på Ellemosevej 26A.