Præsteklumme: »Preben vil ha´ ”bløj-bøg«, Susanne!
Lige om lidt bliver det sommersolhverv, her hvor de varme dage kun lige er begyndt, og det endelig dufter af solcreme og tang på Risskovstien, længe inden man cykler forbi Den Permanente! I en børnesang synger man på en lystig og let melodi, at ”fra sankthans går dagene igen den korte vej”.
Ved vintersolhverv i december, dén dag, hvor den nordlige halvkugle er vendt længst væk fra solen, der glædes jeg usigelig over, at mørket heller ikke var evigt denne gang!
…Men, hvorfor siger hun ikke det omvendte, kan kynikeren med rette, spørge: hvorfor ikke hæfte sig ved mørkets stigende magt ved Sankt Hans? At lyset alligevel ikke kunne holde skansen, heller ikke dette forår og denne forsommer, men igen måtte overgive sig til det altopslugende mørke.
Ja, Hvorfor? Det kan vel kun besvares inden for troens kategori, og ikke ud fra en naturvidenskabelig eller en fornuftskategori. Fordi jeg vil tro, at lyset vinder!! …Og at årstidernes vekslen på denne halvkugle blot er udtryk for tidens betingelser. Evigheden tilhører livet og lyset. Når jeg kommer i tvivl om, hvorvidt lyset vinder, så ser jeg først, at skovene vrimler, og at naturen dufter og svulmer – og når jeg så stadig er i tvivl, så finder jeg dén LP med Gittes monologer af Per Højholt, hvor Gitte snakker med sin veninde, Susanne, om haven og om naturen – for så kan jeg høre, at lyset, grinet og hjerteligheden vinder!
Per Højholt blev engang bedt at skrive noget om naturen, men det kunne han ikke, sagde han, fordi han boede lige midt i den. Derfor lader han Gitte fortælle om naturen, og Gitte får endda sin mand, Preben, til at slukke for Toyotaen, da de sammen kører ud i naturen! Preben er faktisk allergladest, når han kan komme til rally, men der er én ting, Preben brændende ønsker sig, og det er en ”Bløj-bøg”, ikke en ”Blodbøg”, men netop en ”Bløj-bøg”, som vi siger dét ude på Silkeborg-egnen.
Det er ikke korrekt, at Per Højholt ikke kunne skrive noget om naturen:
Mellem ørerne/Jeg har sat mig ud her ved gavlen/for at blive dummere/eller i hvert fald lille, gerne mindre/end græsset, helst kun eet/med naturen. /Men der er ingen forskel mellem forskellene./Fuglene synger, det lysner i øst,/a/s græsset vokser hørligt.
(fra digtsamlingen Revolver, PRAKSIS I)
Så selv i min dumhed, min tavshed, min tvivl delagtiggøres jeg.
Og når jeg ikke kan sidde ved gavlen mere, så foreslår Per Højholt, at jeg indlader mig på at tælle lærker:
Så og så mange lærker/388 lærker er kommet og synger over muldvarpeskud 389/vinterens søvnveje blottes vinterens søvnveje ligger blottede og fulde af/vand solen rammer dem/en morris kører op over bakken og ned og brummer op gennem hulveje og/nærmer sig plaskende langs fyrretræer/postens morris kommer til syne under 390 lærker
God fornøjelse med at tælle sommerens fugle og sommerfugle!