Præsteklumme: Hjem til Gud eller et hjem til Gud

Når jeg mindes missionshus-aftenerne i min barndom, så var der –bag vandkringlen og den hyggelige klirren med det musselmalede kaffestel- en grundstemning af, at kroppen og alt det verdslige skulle forsages. Vi skulle passe på og hjælpe hinanden med, at holde fast og holde ud, indtil vi engang, forhåbentligt –og forhåbentlig snart, skulle samles i himlen, hjemme hos Gud.

Lad verden ej med al sin magt/os rokke fra vor dåbes pagt,/men giv, at al vor længsel må/til dig, til dig alene stå.

(Brorson 1732)

Meget sigende hed vores sangbog ”Hjemlandstoner” og vi sang salmer, højt og længselsfuldt, om hvordan vi skulle hjem, når livet på jorden (endelig, omsider, langt om længe –) var overstået.

Og er for sidste gang/striden forbi/sjælen til Himmel-vang/løfter sig fri./Evigt da jubler jeg/hjemme, min Gud, hos dig/hjemme, min Gud, hos dig/hjemme hos dig.

(Sarah Adams 1841. Henry Ussing 1881.)

Når aftenens taler kom på, var vi en lille flok unger, der listede ned til børnetræf i kælderen. Her hørte vi bibelfortællinger og sang af hjertet:

Lille øje pas nu på hvad du ser/Lille øje pas nu på hvad du ser/for vor fader ’opad der’/skuer ned på jorden her/lille øje pas nu på hvad du ser

Sangen havde lige så mange vers, som aftenens børnepasser nu havde fantasi til: Lille hoved, pas nu på hvad du tænker. Lille hånd, pas nu på hvad du gør. Lille mund pas nu på hvad du siger. Lille fod, pas nu på hvor du går. Lille øre, pas nu på hvad du hører – for vor fader ’opad der’/ skuer ned på jorden her.

Det er svært, at have hjemme og føle sig tryg i sin krop, når den konstant er under skarpt opsyn.

Efter et år med smittefare og restriktioner ved enhver, hvor hårdt det er at leve, når man ikke kan bevæge sig frit og alle vogter både på sig selv og hinanden. Man bliver utryg og livet lukker sig og bliver mindre. Sådan er det også, når man lever i -og kæmper med- en gudsforestilling, som man ikke kan føle sig tryg og hjemme i.

”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1.kor 3,16)

Under det første år på mit teologistudie sad vi og oversatte Korintherbrevet. Der var mange sten at finde rundt omkring i Paulus’ breve – men pludselig midt imellem alle stenene lå en klump rav og lyste til mig. Jeg samlede den op og tog den med mig: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1.kor 3,16)

-Nej, Paulus, det vidste jeg ikke!!

Som ved et trylleslag ændrede alt sig, jeg gik fra, at skulle hjem til Gud engang (måske), til at være et hjem for Gud…

Jeg kan mærke en pludselig stilhed/gennem alt hvad jeg tabte og fandt,/som en lysregn fra fremtidens dale/hvor hvert eneste græsstrå er sandt/Jeg kan mærke, du tager imod mig/og du henter mig levende ud/af de timer hvor verden brød sammen/i et mareridt under min hud

(Iben Krogsdal 2019)

Siden har jeg udviklet en vis overfølsomhed overfor salmer og bønner, der bruger ord som gør mig hjemløs i mig selv og fremmed i mit liv; nostalgiske himmelstræbende ord, der beskriver livet som en jammerdal og placerer Gud langt udenfor rækkevidde, med et fordømmende blik og armene resolut over kors.

Der står i bibelen at Gud er kærlighed og at Gud er liv. ”jeg er kommet for, at de skal have liv og liv i overflod” (johs.10,10). Prøvestenen, for om de ord vi bruger om Gud er sande, må være, om de åbner rigere og kærligere liv op –om det er ord der skaber tryghed og tillid – om det er ord vi og vores tro kan bo og føle os hjemme i.

Jeg kan mærke: Igen er jeg hjemme./Du vil forme min vilje i fjer/så jeg ikke skal magte det hele/så jeg bare skal trække mit vejr/Du har givet mig plads i den Kirke/og nu falder min vinge til ro,/og jeg ser at den vej, jeg har vandret/er så smuk at den bliver til tro

(Iben Krogsdal, 2019)