Vejbump eller chikaner skal dæmpe farten ved Skovvangskolen
Nyt fortov og cykelbaner bliver suppleret med vejbump eller chikaner, der skal få bilisterne til at sænke farten

Lokalavisen skrev for nylig en artikel om en række trafiksikkerhedsprojekter, som byrådet i Favrskov Kommune har bevilget penge til. Et af projekterne er ved Skovvangskolen i Hammel, hvor det i artiklen blev beskrevet, at der ville komme cykelbaner og fortov på Minervavej, hvilket skulle medvirke til at holde hastigheden nede og gøre det mere sikkert for eleverne at komme gående og cyklende i skole.
Artiklen skabte en del debat og kritik på den lokale facebookside Hammel Info, hvor blandt andre Tine Posselt Gamborg skrev, at cykelbaner og et fortov ikke ville gøre strækningen ved skolen mere trafiksikker.
»Det er hastigheden og mængden af biler, der udgør problemet... Vi skal have vejbump, der tvinger bilerne ned i hastighed og giver flere trafiksikre overgange,« skrev Tine Posselt Gamborg.
Vejbump eller chikaner
Lokalavisen har efterfølgende undersøgt sagen og fundet ud af, at der - udover cykelbaner og fortov - rent faktisk kommer fartdæmpendeforanstaltninger på Minervavej.
»Der kommer enten vejbump eller chikaner for at dæmpe hastigheden og få nogle sikre overgange,« fortæller vejingeniør Julie Lundt fra Favrskov Kommune og tilføjer:
»Det er en utrolig lige vej, hvor mange sætter deres børn af, og vi vil gerne have lav hastighed på vores skoleveje.«
Kommunen undersøger samtidig med politiet, om det er muligt at lave en hastighedsbegrænsning på 40 km/t.
Meget tiltrængt
At der kommer vejbump eller chikaner skaber glæde hos Tine Posselt Gamborg, der i årevis har været i dialog med kommunen om at gøre Minervavej mere trafiksikker.
»Det er fedt og meget tiltrængt, for det er en lang og bred lige vej, hvor man kan sætte farten op. Minervavej er meget trafikeret mellem klokken 7 og 8 og igen fra klokken 15 til 16,« siger Tine Posselt Gamborg.
Hun bor lige overfor Skovvangskolen og har tre børn, som dagligt skal krydse Minervavej for at komme i skole.
Ifølge Tine Posselt Gamborg er der også det problem, at forældre parkerer på Minervavej ved børnehaven, der ligger ved siden skolen, fordi der ikke er andre steder at holde.
Der kommer enten vejbump eller chikaner for at dæmpe hastigheden og få nogle sikre overgange
Kommunen er opmærksom på børnehaven og parkeringsforholdene, oplyser vejingeniør Julie Lundt:
»Vi tænker over, hvad vi skal gøre, og trafiksikkerhedsprojektet kan måske være med til at flytte den parkerende trafik.«
Afdelingen for Trafik og Veje går nu i gang med at undersøge og planlægge de vedtagne trafiksikkerhedsprojekter i Favrskov Kommune, som bliver lavet løbende. Der er ikke nogen præcis tidsplan eller rækkefølge for projekterne.