Natteravnene får selskab: Unge Ravne skal skabe mere tryghed i bylivet
Unge frivillige mellem 20-30 år skal fra efteråret gøre byen til et tryggere sted at være for de unge i nattelivet.

Når nattelivets døre åbner igen i efteråret, vil der være nyt at forholde sig til for de festglade aarhusianere.
Efter startsvanskeligheder på grund af corona og et lukket byliv er ungdomsindsatsen Unge Ravne nået til Aarhus.
Unge Ravne er en NGO, som, ligesom deres kolleger fra Natteravnene, skal gøre nattelivet til et tryggere sted at være for alle. Unge Ravne skiller sig dog lidt ud fra Natteravnene, forklarer Berit Sandholdt, projektleder på Unge Ravne.
»Natteravnene har en præventiv effekt, da de går rundt i det fri. Unge Ravne er mellem 20-30 år, og de må gerne være proaktive. De må gerne deltage i festen, men de er selvfølgelig ædru, når de er ude. De må gerne gå ind på klubber og barer. Det gør Natteravnene jo ikke,« forklarer Berit Sandholdt.
Har været ude
Unge Ravne er i gang med at finde frivillige i Aarhus, og de første otte er allerede fundet, fortæller Berit Sandholdt. Der er dog lidt vej op til de 60 frivillige, der er i den københavnske afdeling.
Selvom Unge Ravne efter planen først holder premiereevent i slutningen af august, har den første tur i byen allerede fundet sted.
»Vi var ude første gang til J-dag sidste år, hvor vi var otte personer ude at gå i byen,« siger Berit Sandholdt. Hun glæder sig til, at klubberne får lov til at åbne igen senere på året, så der kan komme gang i Unge Ravne.
»Vi har ikke rigtig kunne folde os helt ud endnu, fordi barerne og klubberne har været lukkede. Vi ser frem til at komme ud og se, hvordan vi kan komme tættere på de unge og gøre byen til et tryggere sted,« siger hun.
Tre-fire ravne
Når Unge Ravne kommer op at flyve, vil man kunne møde de unge frivillige i grupper af tre-fire i byen, hvor de, ligesom Natteravnene, vil være at kende på deres letkendelige tøj.
Ulig Natteravnene og deres gule jakker, vil Unge Ravne have hættetrøjer, jakker og t-shirts med tydeligt logo. De unge frivillige bliver uddannet i førstehjælp og konflikthåndtering. Dog understreger Berit Sandholdt, at Unge Ravne tilkalder professionel hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt.
Selvom Unge Ravne kommer til at færdes i nattelivet i weekenderne, betyder det ikke, at Unge Ravne erstatter Natteravnene, forklarer projektlederen.
»Man kan sige, at de Unge Ravne fungerer på en måde, som er mere ung-til-ung. De er tættere på aldersmæssigt og mentalt. På den måde kan vi skabe mere tryghed, når de kan relatere sig til hinanden. Men jeg vil sige, at Unge Ravne ikke udelukker Natteravnene eller omvendt,« siger Berit Sandholdt.
Inden Unge Ravne for alvor går i luften i slutningen af august, forventer Berit Sandholdt, at der vil komme et infomøde, hvor eventuelle interesserede kan komme og høre nærmere om, hvad det indebærer at være frivillig.