Juletræer på skoleskemaet
Specialklassen på Auning skole rykkede undervisningen ud i marken til juletræsproducent beredt med clipboards og tommestokke

»Hvornår skal vi egentlig måle noget? Skal vi aldrig bruge den tommestok, hva’? Ska’ vi ik´?« lød det utålmodigt fra én af eleverne fra specialklassen fra Auning skole, som endnu engang havde rykket undervisningen udenfor – nærmere betegnet ud til juletræsproducent Mads Jürgensen, hvor de skulle undervises i matematik og natur og teknologi.
Underviser Kirsten Gjødvad Klinge forsikrede alle eleverne om, at både tommestok og clipboards lå forsvarligt i rygsækken, indtil de skulle i gang med undervisningen.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at eleverne er på besøg hos Mads Jürgensen. I december 2020 var de forbi juletræsproducenten for at finde ud af, hvordan man laver det perfekte juletræ, og ikke mindst få historien om juletræet, der starter som en lille kogle fra Kaukasus, inden det 13 år efter ender med at pryde verdens stuer i højtiden. Eleverne sluttede dengang dagen af med at fælde deres eget træ, som de fik lov at få med hjem i klasseværelset.
»Da vi kom hjem, brugte vi rigtig meget tid på at tale om det, som Mads havde fortalt os om. Selvom man indimellem kan synes, at de løber rundt overalt, så var det helt vildt, så meget de kunne huske ned i mindste detalje. De har glædet sig rigtig meget til at komme tilbage,« fortæller Kirsten Gjødvad Klinge, som sammen med Frodi Madsen, underviser specialklassen.
Fra frø til træ
Denne dag var eleverne tilbage for at bygge videre på deres viden om juletræsproduktionen, som netop har startet sæsonen. Mads Jürgensen viste børnene rundt og fortalte om, hvordan man arbejder med og former det perfekte træ. Det var tydeligt, at børnene sagtens kunne huske detaljerne fra det sidste besøg, og der var endnu engang mange spørgsmål til juletræsproducenten, som engagerende forklarede børnene ned i mindste detalje, hvordan man tilpasser og former et træ til de forskellige aftagere.
Denne dag var der matematik og natur og teknologi på skoleskemaet. Efter rundvisningen skulle eleverne indsamle data – det var her, den famøse tommestok kom ind i billedet.
»Vi har forberedt os til begge besøg, og denne gang er de blevet præsenteret for dataindsamling og søjlediagrammer. De data, som vi måler os frem til i dag, skal vi bruge, når vi kommer hjem,« fortæller Kirsten Gjødvad Klinge.
Rygsækken blev åbnet og ud kom clipboards, blyanter og tommestok. Og så blev der ro. Flokken, som var blevet inddelt i tre grupper, gik straks i gang med at måle træerne – helt fra top til bund og med hjælp fra Mads Jürgensen selv.
Ses til jul
Selvom eleverne entusiastiske målte og skrev ned, så blev der også tid til en sving-om med hunden og en løbetur op og ned mellem træerne.
»Tak for i dag. Tak fordi vi måtte komme. Tror du, vi ses igen,« lød det fra en af eleverne til Mads Jürgensen, som med et stort smil sagde, at han jo altid kunne komme forbi til jul og se til juletræerne.
sø