Familiestrandtur? Leg jer til større badesikkerhed
Leg og basale vandøvelser vil gøre barnet fortroligt med åbent vand og derved mere sikkert i havet. Læs her, hvordan I kan lege jer til større badesikkerhed.

Der findes mere end 8000 kilometer kyststrækning i Danmark.
Derfor er det en god idé at øve badesikkerhed med sine børn - og det behøver ikke at have karakter af pligt og kedelige øvelser.
Faktisk gøres det bedst gennem leg, siger Caroline Kleemann Falster, der er mangeårig livredder og nuværende udviklingskonsulent i åbent vand-svømning hos Dansk Svømmeunion.
- Forældrene spørger ofte: Hvornår skal børnene rigtigt lære at svømme? Men ved at lege i vandet får børnene en masse færdigheder, som gør dem fortrolige med vand - og dermed til endnu bedre svømmere, siger hun.
For de mindste børn handler det i første ombæring om at være og bevæge sig i vandet.
En øvelse kan være, at barnet ligger på ryggen og lader sig trække roligt gennem vandet af den voksne.
- For det første giver det en fortrolighed med vandet som element. For det andet øver barnet en vigtig grundfærdighed: nemlig at flyde, siger hun.
En anden vigtig øvelse er elementskifte - altså det at gå fra land til vand.
Første skridt kan være forsigtigt at hælde vand over hovedet på barnet med en vandkande, så barnet vænner sig til vandkontakten og til at holde vejret.
Lidt større børn kan hoppe fra en flydeplade eller en luftmadras ned i vandet, eller I kan lege 10-20-30 og dykke hovederne under sammen.
- Elementskifte er en afgørende færdighed, for hvis man ikke er vant til det, kan man gå i panik, hvis man glider eller bliver overrasket, siger Caroline Kleemann Falster.
Vejrtrækning er et tredje vigtigt flueben.
Trin et kan være, at I trækker vejret ind, dykker munden under og blæser bobler som en krokodille med øjnene over vandspejlet.
Når den er blevet rutine, kan I gentage samme øvelse med hovedet helt under.
Essensen er, at barnet husker at trække vejret ind over og ikke nede i vandet, forklarer Caroline Kleemann Falster.
- Vejrtrækning er en afgørende svømmefærdighed. Hvis man først hyperventilerer, trækker man vand ned i lungerne, som gør det sværere at trække vejret - og så er man faktisk på vej til at drukne, siger hun.
Lidt større børn kan oplagt give sig i kast med livredningsøvelser, lyder opfordringen fra både Trygfondens Kystlivredning og Dansk Svømmeunion.
- Det handler ikke om, at de skal lære at bjærge som det første. Men de kan lære, hvordan de bedst hjælper, siger Lasse Serup Jensby, der er mangeårig kystlivredder og driftsleder for Trygfonden Kystlivredning.
Øvelse et er at udleve sin egen lille kystlivredder.
Kig rundt på stranden:
Hvad kan I se om vindretningen, hvordan ser vandet ud, og hvor kunne det være farligt at bade? nævner Lasse Serup Jensby.
- Få en snak om, at det eksempelvis kan være farligt at bade ved høfder og moler, fordi der kan være udadgående strøm og ekstra dybt, siger han.
Alle strande har en grøn tavle med et redningsnummer. Fortæl barnet, at det skal bruges, hvis der skal ringes efter hjælp.
- Vi oplever, at folk svømmer ud for at redde en anden, men ikke selv har kræfter til at komme ind igen. Hvis ingen har set det, har vi pludselig to, som driver væk, uden at nogen ved det. Så start med at ringe 112, siger Lasse Serup Jensby.
/ritzau/