Det skal du vide før du køber uv-tøj til ungerne
Kan du købe uv-tøj brugt, og hvordan sikrer du dig, at du køber tøj, der yder den bedste beskyttelse? Her får du rådene fra to eksperter.

Stegende solskin kalder på solcreme i rigelige mængder. Men hvis I snupper en hel dag på stranden, kan der være behov for endnu mere beskyttelse for familiens yngste - eller noget, der bare ikke skal fedtes på hver anden time.
Og her kan uv-tøj være et godt supplement, siger Stine Müller, som er projektleder for test og analyse hos Forbrugerrådet Tænk.
- Vi anbefaler uv-tøjet generelt, fordi det er fin solbeskyttelse til børnene. Alt tøj er jo i en vis grad solbeskyttelse, men den får lidt ekstra på faktoren med det deciderede uv-tøj, siger hun.
Men hav øjnene med dig, når du går på indkøb efter det beskyttende tøj.
- Jeg ville ikke regne med et produkt uden certifikater, fastslår Charlotte Fischer, som er seniorkonsulent på Teknologisk Institut.
Herefter er det også værd at vide lidt om selve certificeringen. For der er stor forskel på, om effekten er testet på et helt nyt produkt, eller det er testet efter almindeligt slid.
- Der er mange måde at teste på, og er det kun testet på et nyt produkt, er der ingen garanti, når det er vasket, og barnet har det på, siger hun.
Derfor anbefaler både Forbrugerrådet Tænk og Teknologisk Institut at gå efter mærkningsordningen UV801. Her testes det nemlig på en måde, der afspejler brugen.
- Tekstilet kan ændre beskyttelse, alt efter om det bliver slidt, strækkes eller er vådt. Og det prøver mærkningsordningen at tage højde for.
- Det vil sige, at man vasker og kunstigt slider det for at se, om det stadig kan holde den angivne faktor, forklarer Stine Müller.
Når tøjet vaskes, slider man på fibrene, og de bliver mere åbne. Og det betyder, at de beskytter lidt mindre.
Når uv-tøjet er vådt, lægger der sig vand mellem fibrene, som også går ud over beskyttelsen, forklarer Charlotte Fischer.
Når tøjet har været i brug, skal det derfor også skylles i rent vand.
- Hvis man har været i saltvand og ikke har skyllet det af, kan der lægge sig saltkorn og andet mellem fibrene, og så kan man frygte, at de skadelige stråler bedre kan trænge igennem, siger Charlotte Fischer.
Man kan sagtens lave uv-tøj, der beskytter alene på grund af tætheden i stoffet.
Og Charlotte Fischer anbefaler, at du vælger uv-tøj, der netop er beskyttende på grund af den tætte vævning eller strikkemetoden - og ikke på grund af kemi på stoffets overflade.
Passer du på uv-tøjet, kan det også sagtens gives videre til mindre søskende med tiden.
- Bare sørg for at størrelsen passer, for hvis stoffet bliver udvidet meget, så er beskyttelsen ikke den samme, påpeger Charlotte Fischer.
/ritzau/