Undersøgelse af vuggestuer og dagplejer bekymrer
Første national undersøgelse af vuggestuer og dagplejer bekymrer Socialdemokratiet i Aarhus, imens kommunens børnerådmand, Thomas Medom (SF), er tryg ved igangværende initiativer.
Trives de mindste børn i kommunens daginstitutioner?
Det bekymrende spørgsmål rumsterer hos Socialdemokratiet i Aarhus, efter VIVE og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) for nylig offentliggjorde resultaterne af den første nationale undersøgelse af kvaliteten i vuggestuer og dagplejer.
»Det er simpelthen så vigtigt at have fokus på de 0-2-årige. Al forskning peger jo på, at det er de helt tidlige år, hvor børn formes, og hvor deres fundament bliver lagt til et rigt og godt liv - både udviklingsmæssigt, fagligt og trivselsmæssigt. Så hvis der er steder, hvor det halter lidt med kvaliteten, så skal der følges op med det samme,« lyder det fra Jasmine Søgaard, byrådsmedlem og politisk ordfører for Socialdemokratiet.
Den nye undersøgelse viser, at 38 procent af vuggestuerne og 46 procent af dagplejerne på landsplan ikke opfylder kvalitetsniveauet, og mange steder kan det pædagogiske læringsmiljø kun til en vis grad forventes at understøtte de yngste børns udvikling og trivsel. Det er baggrunden for, at Socialdemokratiet i Aarhus nu ønsker at få afdækket, hvordan det ser ud i Aarhus Kommune.
»Sidste år vedtog byrådet en ny tilsynsmodel, som i vores optik har en for lav grad af kontrol og besøg ude i institutionerne. På baggrund af resultaterne fra den nye undersøgelse er vores bekymring blot vokset. Finder vi overhovedet ud af, hvordan det står til i Aarhus,« spørger Jasmine Søgaard (S).
Vi har jo lige vedtaget en ny tilsynsmodel, så jeg synes, at det er en vild udmelding at sige, at den ikke engang skal have et år at leve i, før vi så skal indføre endnu mere tilsyn.
Tilsyn hvert andet år
Med den nye model, som blev vedtaget sidste år, bliver der i de aarhusianske dagtilbud gennemført uanmeldte observationer hvert andet år på skift af dagtilbudsledelse og dagtilbudskonsulenter. Det, mener Jasmine Søgaard, er en for lav kadence, men på trods af den holdning tilsluttede Socialdemokratiet sig indstillingen, da den var på byrådets dagsorden før sommer i det forgangne år.
»Det gjorde vi, så vi har jo selvfølgelig også et medansvar for denne tilsynsmodel. Vi udtrykte vores bekymring dengang, og den er desværre kun vokset nu. Vi fik skrevet ind i indstillingen, at tilsynsmodellen skulle evalueres i 2025, men efter den nye undersøgelse mener vi, at der god grund til at fremskynde det,« mener socialdemokratiets politiske ordfører, som ikke tvivler på, at personalet i de aarhusianske vuggestuer og dagplejer gør et godt stykke arbejde.
Kommunen sparer 1,7 millioner: Så fra i dag skal dine børn hentes tidligere i institutionen
»Men vi er jo i vanskelige tider, hvor rekrutteringsproblemer gør, at der kommer færre uddannede,« siger Jasmine Søgaard, som efterlyser, at Børn og Unge igangsætter nye initiativer på baggrund af den nye undersøgelse.
Rådmand er tryg
Børnerådmand Thomas Medom (SF) ryster dog på hovedet over Socialdemokratiets udmelding. For selvom han er enig i, at undersøgelsen fra VIVE og EVA viser, at »der er for mange daginstitutioner i Danmark, som er udfordret på dele af deres kvalitet,« så mener han ikke, at der skal igangsættes nye initiativer på området i Aarhus.
»Vi har jo lige vedtaget en ny tilsynsmodel, så jeg synes, at det er en vild udmelding at sige, at den ikke engang skal have et år at leve i, før vi så skal indføre endnu mere tilsyn,« fortæller han til Din Avis Aarhus.
Er du tryg ved, at hvis der er problemer i de aarhusianske daginstitutioner, så bliver de opdaget?
»Ja, det er jeg helt tryg ved. Jeg er ikke tilhænger af, at vi ansætter flere mennesker, der skal ud at kigge på andre mennesker, som arbejder. Der vil jeg hellere bruge ressourcerne på det, som der er meget klar dokumentation for, nemlig at der er brug for at få flere uddannede medarbejdere fremfor mere tilsyn,« lyder det fra Thomas Medom.
Rådmanden tilføjer desuden, at det som følge af undersøgelsens resultater er naturligt at tage en udvalgsdrøftelse ang. de igangværende tiltag i daginstitutionerne.
»Og så kommer der en stor byrådsdrøftelse på onsdag med den rapport, der hedder ”Børneliv i Aarhus”, hvor man kan se de mange tiltag, der er på vej, og fylder lige nu,« tilføjer han.