Her vil partier teste fire dages arbejdsuge
Socialdemokratiet, Venstre og SF i Aarhus Byråd ønsker at afprøve, om det giver mening af indføre fire dages arbejdsuge i kommunen.
Giver det mening at arbejde længere på færre dage i løbet af en uge? Det spørgsmål ønsker Socialdemokratiet, Venstre og SF at få svar på ved at afprøve en ordning med fire dages arbejdsuger i daginstitutioner og arbejdsplader på ældreområdet.
Derfor er partierne gået sammen om et byrådsforslag, oplyser de i en pressemeddelelse til Din Avis Aarhus.
»Det foreslås, at prøveperioden er på et år, så der er tid til inddragelse, udrulning, afprøvning og evaluering. Vi foreslår de to nævnte områder, fordi dagtilbudsområdet og ældreområdet er hårdt ramt af rekrutteringsudfordringer,« skriver partierne blandt andet.
Helt konkret ønsker partierne, at ordningen afprøves i to til tre daginstitutioner og på det samme antal arbejdspladser på ældreområdet.
»På baggrund af de erfaringer, som indsamles fra prøvehandlingerne og fra øvrige erfaringer med fire dages arbejdsuge, bør det overvejes, hvordan en 4 dages arbejdsuge kan afprøves for andre medarbejdergrupper i kommunen. Prøveperiode kan således danne grundlagt for en evt. udbredelse,« lyder det fra partierne i den fælles pressemeddelelse.
Socialdemokratiet, Venstre og SF stiller forslaget, efter at Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for nylig har besluttet, at visse kommunale medarbejdere i en forsøgsordning skal have mulighed for at afvikle en arbejdsuge på fire dage.
I den forbindelse mødte det begejstring fra Djøf.
»Der er mange, som sætter pris på, at man har én hverdag mere, hvor man kan hente børnene tidligt eller nå ærinder, man gerne vil have nået i løbet af dagen,« sagde fagforeningens formand, Sara Vergo, blandt andet til Ritzau ifølge Berlingske.
Tanken om at arbejde længere i løbet af færre dage er ikke ny. Således har både Odsherred Kommune og Gentofte Kommune allerede indført fire dages arbejdsuge, ligesom flere virksomheder har gjort det samme.