11 ud 14 nyvalgte Danmarksdemokrater har deres rødder i DF
Det går nogen gange hurtigt i politik, og aner man lugten i bageriet, kan det betale sig at kigge sig om efter en ny bager. Det sidste mobile subjekt er ikke afgået ved døden, når det gælder politik.
Peter Skaarup var med i forreste række, da Dansk Folkeparti blev stiftet for 27 år siden på ruinerne af Fremskridtspartiet. Nu skulle ’landsbytosserne’ ikke længere sætte scenen.
Det er han ikke længere.
Sammen med andre tidligere partikammerater trak han sig skyndsomt fra Dansk Folkeparti efter valget af Morten Messerschmidt som ny formand i januar 2022, og da Inger Støjberg efter sin dom i Rigsretten meddelte, at hun dannede Danmarksdemokraterne, var der rum til at samle tidligere DF’ere op, indrullere dem i det nye parti og få dem med på kandidatlisterne til folketingsvalget.
11 ud af de 14 mandater, som Danmarksdemokraterne opnåede ved valget, har tidligere haft medlemskort hos Dansk Folkeparti. Heriblandt notabiliteter som netop Peter Skaarup og Søren Espersen.
Kun to tidligere Venstre medlemmer, herunder Inger Støjberg selv, er blandt de 14, mens det sidste mandat tilfaldt en kandidat, der ikke har været aktiv tidligere i et parti.
Fra nej til ja
Nu kan de 11 tidligere DF’ere så vinke til deres tidligere parti, som med Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard som de mest prominente, ikke opnåede at blive sendt ud af Folketinget, men redde sig på målstregen med fem beskedne mandater.
Det er ikke mange valg siden, at DF’erne med daværende formand Kristian Thulesen Dahl i spidsen var alles kæledægge og helt fremme i rampelyset.
Vi har savnet at få Inger Støjberg og Peter Skaarup til at deltage i valgkampen i Østjylland for at skærpe opmærksomheden, men det har været umuligt, fordi de selvfølgelig har været travlt optaget med deres egen valgkamp.
De 11 nye Danmarksdemokrater med en fortid i DF kommer imidlertid til at rette ind efter Støjbergs pibe. Hun har på forhånd meddelt, at Danmarksdemokraterne ikke er et nyt populistisk parti på højrefløjen, men et parti der vil søge indflydelse og lave forlig i respekt for folkestyret.
Støjberg har også slået fast, at Danmarksdemokraterne støtter et EU, der er funderet i Fædrelandenes Europa. Noget dansk Brexit har hun afvist blankt at lægge stemmer til.
Det har ellers været her, at Dansk Folkeparti med den nye formand i spidsen så en mulighed for at kickstarte partiet. De 11 DF’ere, der nu optræder hos Danmarksdemokraterne, kan således skyde en hvid pil efter en folkeafstemning om Danmarks fortsatte tilknytning til EU.
»Er politik en ædel beskæftigelse,« blev tidligere statsminister Hans Hedtoft en gang spurgt.
»Det kommer an på med hvilket sind, politik udøves,« lød svaret.
Forfatteren Hans Jørgen Nielsen lancerede begrebet attituderelativisme. (’Nielsen’ og den hvide verden, 1968 .- at det moderne menneske er uden en fast personlighedskerne; det er blot et ”spektrum” af forskellige, socialt bestemte roller og attituder.
Skuffet Poulsen
Et af de tidligere medlemmer af Venstre, som kunne have været med til at balancere tingene i Danmarksdemokraternes folketingsgruppe, var lokale Erik Poulsen, Helgenæs.
Den tidligere amtsrådspolitiker nåede imidlertid ikke med ind i de hellige haller denne gang. Danmarksdemokraternes mandat i Østjylland tilfaldt Hans Kristian Skibby, forhenværende mangeårigt folketingsmedlem for, ja rigtigt gættet Dansk Folkeparti.
»Jeg er skuffet, meget skuffet. Vi havde forventet to mandater i Østjylland, men har måttet erkende, at vi ikke formåede at slå igennem i de store Aarhuskredse. Det kostede os de stemmer, vi skulle have brugt til at hente mandat nummer to,« siger Erik Poulsen.
Erik Poulsen må derfor nøjes med hvervet som første suppleant.
»Realistisk bedømt var overliggeren måske også sat højt nok, når partiet blev dannet for fem måneder siden. Vi har savnet at få Inger Støjberg og Peter Skaarup til at deltage i valgkampen i Østjylland for at skærpe opmærksomheden, men det har været umuligt, fordi de selvfølgelig har været travlt optaget med deres egen valgkamp. Det bliver nemmere næste gang, når vi med en fuldt udbygget organisation og et stærkt bagland skal til valg igen,« siger en optimistisk Erik Poulsen.
Han vil bruge det næste år til at medvirke til at få Danmarksdemokraterne bygget op på Djursland i form af en partiforening.
»Det bliver aktuelt, når vores partiapparat bliver kørende, og jeg er sikker på, at der vil være opbakning på Djursland til at danne en partiforening, som kan få en rolle ved både kommunal- og folketingsvalg.«
Netop baglandet har Erik Poulsen savnet i valgkampen, hvor hans datter har ageret støtte for ham til løsningen af en masse praktiske opgaver.
Opsætning af valgplakater og nedtagning af samme har han og familien selv taget sig af. Det samme gælder kontakten til pressen og daglige opdateringer på de sociale medier.