Rådmand Rabih Azad-Ahmad går ind i partistøtte-sag: Jurister skal undersøge, om DF skal politianmeldes
Juristerne i kommunen skal vurdere, om Aarhus Kommune skal politianmelde Dansk Folkeparti for snyd med kommunal partistøtte, slår rådmand fast.
»Vi lukker den der.«
Så kontant var udmeldingen fra kontorchef for Økonomi og Personale i Aarhus Kommune, Alice Johnsen, da Lokalavisen Aarhus mandag kunne afsløre, at Dansk Folkepartis lokalforening har forsøgt at snyde med partistøtte.
Med tilbagebetalingen af 41.000 kroner var der ikke mere at komme efter i den sag, lød kontorchefens vurdering, men den beslutning har hendes chef nu valgt at overtrumfe.
Rabih Azad-Ahmad (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice, har valgt at sende sagen til kommunens jurister, fortæller han til Lokalavisen Aarhus.
»Der er foretaget en administrativ vurdering, men da jeg hørte om sagen i weekenden, sendte jeg den til Juridisk Afdeling i Borgmesterens Afdeling. Vi politikere skal vi jo ikke gå og politianmelde hinanden, men hvis det skal ske, så skal det ske på baggrund af en faglig, juridisk vurdering. Den ønsker jeg at få foretaget, og så kan vi handle ud fra den,« forklarer rådmanden, der ikke vil gå ind i sagens detaljer.
Klar til at anmelde
Juristernes vurdering ender dog på hans bord, og derfor er det også rådmanden, der skal tage den endelige beslutning.
»Hvis vurderingen er, at sagen skal politianmeldes, så kommer jeg til at anmelde det. Det er afgørende for mig, at vi behandler alle borgere ens, uanset om der er tale byrådsmedlemmer eller andre. Har man overtrådt lovgivningen, så skal det have konsekvenser. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at vi som politikere ikke politiserer sådan noget.«
Hvorfor sender I den først til juristerne nu, når I for allerede en måned siden kunne konstatere, at DF havde talt usandt?
»Der blev foretaget en administrativ vurdering, men nu er jeg orienteret om hele sagens forløb, og så tænker jeg, at så må vi hellere sende den til juristerne for at være sikre i vores sag.«
Får det her dig til at tænke, at I skal holde lidt bedre øje med partistøtteudbetalinger?
»Tjah... tilliden er også vigtig. Men partierne skal holde sig inde for de rammer og regler, der gælder. Når de skriver under på tro og love-erklæringer i et tillidssamfund, så er det fordi de selv skal stå til ansvar for, hvis de gør noget, der ikke er inden for lovens rammer.«